FN-lande når til enighed om finansieringsplan for biodiversitet

Det er "stort og godt", at der er nu er lagt en strategi for, hvordan man skal skaffe penge til at sikre biodiversiteten, lyder det fra innovationsdirektør i WWF Verdensnaturfonden Danmark Jacob Fjalland. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Nu skal landene vise, at de også er villige til at levere på deres løfter, siger direktør i WWF Danmark.

Offentliggjort Sidst opdateret

Verdens rige og fattige nationer nåede sent torsdag til enighed om plan, der skal finansiere beskyttelsen af truet biodiversitet.

Det skete på et FN-topmøde om biodiversitet i Rom, skriver nyhedsbureauet AFP.

Sidste år lykkedes det ikke landene at nå til enighed om de økonomiske detaljer i forbindelse med konferencen COP16, da den blev afholdt i Colombia.

COP16-præsident Susana Muhamad udtrykker glæde over, at landene arbejder sammen om at beskytte naturen, i det hun betegner som en splittet og fragmenteret verden.

- Der er noget smukt over, at vi nu står sammen om at beskytte liv. Der findes ikke noget, der er større end det, siger Susana Muhamad i forbindelse med aftalen.

Den nye aftale indeholder en plan om, at der frem mod 2030 leveres 200 milliarder dollar - svarende til 1424 milliarder kroner.

Pengene skal blandt andet komme fra myndigheder, virksomheder og filantropiske fonde.

Jacob Fjalland, der er innovationsdirektør i WWF Verdensnaturfonden Danmark, kalder det "stort og godt", at der er vedtaget en strategi for finansieringen.

- Man har aftalt, hvor mange penge vi overordnet set forpligter os til at sende fra rige til fattige lande over de næste mange år, siger han til Ritzau.

Planen er, at de rige lande fra 2025 skal sende 20 milliarder dollar om året til de fattige lande.

- Det er penge, der skal gå fra de rige økonomier i nord til at genoprette naturen i det globale syd, siger Jacob Fjalland.

De 20 milliarder årligt skal stige til 30 milliarder om året fra 2030.

Men nu skal der også leveres på løfterne, påpeger Jacob Fjalland.

- Nu skal medlemslandene så til at vise, at de også vil levere de penge enten fra statslige kasser eller mobilisere dem fra private midler, siger han.

Ved biodiversitetstopmødet i 2022 blev det aftalt, at tabet af biodiversitet skal bremses inden 2030.

Målsætningen er også blevet omtalt som naturens Paris-aftale.

/ritzau/