Fransk kvinde i retten for at dræbe sine otte spædbørn
På grund af overvægt kunne en fransk kvinde skjule for omverdenen, at hun var gravid og fødte otte gange.
En 51-årig kvinde sidder på anklagebænken i Frankrig tiltalt for at have dræbt otte af sine børn, få timer efter at de var kommet til verden.
Hun har ifølge anklageren kvalt otte babyer, som hun i al hemmelighed fødte alene på badeværelset i hjemmet det nordlige Frankrig mellem 1989 og 2000.
Det lykkedes kvinden at holde sine mange graviditeter skjult for omverdenen, fordi hun på daværende tidspunkt vejede 130 kilo, og hverken familien eller lægen fattede mistanke om, at der skulle være et barn i maven på den nu 51-årige tidligere sygeplejeassistent.
Allerede i 2010 erkendte kvinden at have kvalt otte af sine nyfødte børn og skjult deres jordiske rester.
Sagen kom frem, da kvindens forældre solgte deres hus i byen Villers-au-Tertre, og de nye ejere fandt to lig begravet i haven. Senere blev yderligere seks lig fundet i kvindens eget hjem.
Tidligere har kvinden forklaret sin gerning med, at hun frygtede, at børnene var resultatet af et livslangt incestforhold med hendes egen far.
- Hun var en fange af incest. Hun var overbevist om, at hun ville føde monstre, og at disse monstre ikke havde en identitet, ingen virkelighed, har Frank Barton, en af kvindens advokater, tidligere udtalt.
Dna-test fra spædbørnene har dog siden vist, at kvindens mand var far til samtlige otte babyer. Sammen har de yderligere to voksne døtre.
I retten torsdag undlod den tiltalte dog at tale om det angivelige seksuelle forhold med sin far. I stedet beskrev hun sin barndom som "normal" med en streng mor og en evig kamp med vægten.
Da en af dommerne i sagen spurgte, hvorfor hun ikke havde søgt professionel hjælp til at vinde over vægten, som hun blev mobbet med, svarede hun, at hun ikke vidste, hvordan hun skulle bede om den.
Selvom de døde spædbørn blev gemt i vasketøjskurven, garagen og i skabe i hjemmet, er ingen fra hendes familie tiltalt i sagen. Faren døde i 2007.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie