Grækenland rykker tættere på nyt kæmpelån

Græske og udenlandske indehavere af græske statsobligationer har tilbudt Grækenlands regering, at den kan tilbagekøbe omkring 225 milliarder kroner af landets statsgæld.

Offentliggjort Sidst opdateret

Dermed ser det ud til, at Grækenland kan rykke et afgørende skridt frem i landets kamp for at komme ud af gældskrisen og få frigivet nye milliardlån.

- Tilbagekøbet er i det store og hele gået godt. Beløbet, som blev tilbudt af investorer, var inden for det forventede niveau, omkring 30 milliarder euro (225 milliarder kroner), siger en anonym regeringskilde i Athen til Reuters, efter at gældsauktionen udløb fredag.

Med planen ventes den græske stat at købe en stor del af landets egen gæld tilbage fra private investorer for omkring en tredjedel af værdipapirernes pålydende beløb.

Grækenland håber, at tilbagekøbet dermed kan nedbringe statsgælden med cirka 150 milliarder kroner.

En succesfuld gældsauktion er samtidig en betingelse for, at Den Internationale Valutafond (IMF) på torsdag vil gå med til at frigive længe ventede lån til Grækenland for i alt omkring 325 milliarder kroner sammen med EU og Den Europæiske Centralbank.

Hovedparten af pengene skulle egentlig have været udbetalt i juni - resten i henholdsvis september og december.

Men det politiske kaos omkring to parlamentsvalg med kort mellemrum i foråret har forsinket de reformer, der har været en betingelse for, at pengene kunne blive frigivet af trojkaen bestående af EU, IMF og Den Europæiske Centralbank.

Derfor har det taget usædvanligt mange og lange møder i eurogruppen at få pudset betingelserne til og få sikkerhed for, at Grækenland vitterligt er på rette vej til at komme økonomisk på fode.

Ud over auktionen over gamle gældsbeviser skal det også hjælpe, at man sætter renten ned og forlænger løbetiden på nye lån til Grækenland.

/ritzau/