Den græske folkeafstemning om EU's redningspakke vil slå fast med syvtommersøm, at Grækenland hører hjemme i eurozonen, og at turbulensen på børserne kun bliver kortvarig.
Sådan lyder meldingen fra landets hårdt pressede premierminister, Georgio Papandreou, efter et krisemøde i den græske regering tirsdag aften.
- Folkeafstemningen vil bibringe et klart mandat og et klart budskab i og udenfor Grækenland om vores europæiske kurs og deltagelse i euroen, udtaler han i en pressemeddelelse.
- Ingen vil være i stand til at betvivle Grækenlands kurs inden for euroen, tilføjer den græske leder.
Papandreou fastslår desuden, at Grækenlands partnere støtter den politik, der føres i landet. Han opfordrer til, at G20-topmødet senere på ugen i Cannes gør klart, at "demokrati er over markedets appetit", lyder det.
Det knirker dog tilsyneladende i den græske regering.
Seks højtstående medlemmer af Grækenlands regerende socialistparti opfordrede tidligere på tirsdagen premierministeren til at træde tilbage, skriver det græske nyhedsbureau Ana.
De seks er medlemmer af socialistpartiet Pasoks nationalråd og var tætte allierede med Grækenlands tidligere premierminister Kostas Simitis.
- Landet har akut behov for en politisk legitim regering og en plan for national genoplivning, hedder det i et brev fra de seks Pasok-medlemmer.
En kilde tæt på Grækenlands finansminister, Evangelos Venizelos, der i øvrigt måtte på hospitalet tirsdag med maveproblemer, siger, at han ikke var informeret om planen om en folkeafstemning.
Et af de socialistiske parlamentsmedlemmer har desuden meddelt, at hun forlader partiet og bliver uafhængig. Dermed er partiets flertal reduceret til 152 af de 300 parlamentspladser.
En af de fremtrædende socialistiske parlamentarikere siger, at Grækenland bør ledes af en samlingsregering.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie