Holger K. vil gerne have Iran med til Syrien-konference
Først blev Iran inviteret med til fredskonferencen om Syrien, der starter i Geneve onsdag. Så truede oppositionsgruppen Syriens Nationale Koalition med at blive væk. Og i sidste ende trak FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, så den iranske invitation tilbage.
Men det er ærgerligt, at Iran alligevel ikke deltager i konferencen, lyder det fra udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF).
- Jeg synes, man bør have en konference, der kan føre frem til et resultat. Derfor har jeg også været tilhænger af, at man bør have Iran med.
- Men selvfølgelig, hvis det ikke kan lade sig gøre, samtidig med at man har oppositionen med, så er det vigtigere, at oppositionen deltager. Men nu må vi se, hvad der sker i forhold til Iran i løbet af dagen, siger han til Ritzau.
Hele forløbet omkring Irans deltagelse har været præget af stor usikkerhed, og Holger K. Nielsen er enig i, at FN's håndtering af sagen har set noget rodet ud.
- Det skal jeg erkende, at det har. Men ellers har jeg ingen kommentarer til det, siger han.
Den officielle forklaring på, at FN har trukket invitationen tilbage, er, at Iran ikke støtter Geneve I-aftalen fra 2012, der slår fast, at der skal arbejdes frem mod en overgangsregering i Syrien.
Irans deltagelse har dog også været et stridspunkt mellem flere af stormagterne. USA er imod, mens russerne ønsker Irans deltagelse, da iranerne spiller en central rolle i konflikten.
Argumentet fra Washington lyder, at iranerne ikke har bidraget med noget godt i forhold til at løse konflikten i Syrien. Iranerne står på det syriske regimes side i konflikten med oprørsgrupperne i landet.
Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, har tirsdag meldt ud, at det er "en fejl", at Ban Ki-moon har trukket invitationen til Iran tilbage.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie