Hovedmistænkt for Vegas-skudmassakre overvågede sit værelse
Stephen Craig Paddock skulle ifølge politiet have smadret vinduerne på sit hotelværelse på 32.-etage søndag aften og skudt mod menneskemængden. Foto: /ritzau/AP/Marcio Jose Sanchez/arkiv
/ritzau/AP/Marcio Jose Sanchez/arkiv
Den hovedmistænkte for skudmassakren i Las Vegas satte videokameraer op på sit hotelværelse, siger politiet.
Den 64-årige mand, der er hovedmistænkt for en skudmassakre i Las Vegas sent søndag aften lokal tid, havde sat overvågningskameraer op i og uden for sit hotelværelse.
Det oplyser sherif Joseph Lombardo fra Las Vegas Politi på et pressemøde.
Under massakren blev der affyret skud fra værelset på Mandalay Bay Hotel mod en folkemængde, der var samlet til en udendørs countrykoncert. 59 mennesker blev dræbt og mindst 500 såret.
50 mennesker er stadig i kritisk tilstand, oplyser politiet.
Politiet i Las Vegas antager, at den hovedmistænkte, Stephen Craig Paddock, havde sat kameraer op for at holde øje med, om politiet var på vej for at anholde ham.
Kameraet uden for værelset var placeret i en madvogn.
Politiet kan endnu ikke oplyse, om der er optagelser fra kameraerne, der dokumenterer, at den pensionerede revisor skød mod folkemængden, der var samlet til en koncert i nærheden af hans hotel.
Politiet er ved at undersøge alt indsamlet materiale og forventer at have væsentlige oplysninger inden for de næste 48 timer, oplyser Joseph Lombardo på pressemødet tirsdag.
64-årige Stephen Craig Paddock skulle have smadret vinduerne på sit hotelværelse på 32.-etage klokken 22.00 søndag lokal tid.
Herefter skød han ifølge politiet i omkring ni minutter mod folkemængden på over 22.000 mennesker med hundredvis af skud.
Paddock havde angiveligt 23 våben på sit hotelværelse.
Det er endnu uvist, hvad der fik den 64-årige pensionist til at skyde mod menneskemængden.
Sheriffen oplyser, at politiet er i kontakt med Stephen Craig Paddocks 62-årige kæreste, der i øjeblikket befinder sig på Filippinerne.
Politiet vil ikke oplyse, hvorfor det er i kontakt med hende, men hun betragtes som en person "af interesse".
Ifølge sherif Joseph Lombardo vil det føderale forbundspoliti, FBI, få hende transporteret til USA, således at myndighederne kan afhøre hende yderligere onsdag.
En unavngiven amerikansk embedsmand oplyser samtidig, at Stephen Craig Paddock overførte 100.000 dollar - godt 633.000 kroner - til Filippinerne i dagene op til angrebet.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie