Indisk dommer lukker dørene i sag mod voldtægtsmænd
Foto: Sajjad Hussain /Scanpix
Sajjad Hussain /Scanpix
En indisk dommer i New Delhi har mandag valgt at lukke dørene i retssagen mod fem mænd, som er tiltalt for en brutal gruppevoldtægt mod en ung nu afdød kvinde.
Det skyldes, at forholdene inde i retssalen var fuldstændig kaotiske på grund af et kæmpe presseopbud og mange nysgerrige tilhørere.
- Retssalen er fuldstændig pakket, og det er umuligt for retten at gennemføre proceduren i denne sag, konstaterede dommer Namrita Aggarwal, mens der lød højlydte protester fra advokater og journalister i lokalet.
Tv-billeder viste et stort politiopbud, da mændene ankom til retsbygningen. Forud for retsmødet har der været bekymring for, at de tiltalte kan blive angrebet. Men politiet har lovet maksimal sikkerhed under retssagen.
Sagen mod de fem mænd, som er tiltalt for at stå bag en grusom gruppevoldtægt og drabet på en 23-årig indisk kvinde, vil således formentlig køre videre bag lukkede døre.
Retsmødet mandag var dog ikke planlagt til at blive en længere affære. Retten skulle blot sikre, at mændene har advokater, og de fik desuden udleveret en kopi af tiltalen.
Sagen vil snarest blive overført til en højere retsinstans, da den aktuelle retsinstans ikke kan afgøre voldtægtssager.
Mændene, som mandag tog plads på anklagebænken, risikerer alle fem dødsstraf for forbrydelsen, der fandt sted i New Delhi i midten af december.
Ud over voldtægt og drab er de fem mistænkte også tiltalt for bortførelse og røveri. En sjette tiltalt er 17 år og mindreårig. Hans sag kører ved en særlig ungdomsdomstol.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie