Indonesisk militærhelikopter blev beskudt af oprørere
Bevæbnede mænd har fredag åbnet ild mod en militærhelikopter i den oprørske indonesiske Papua-region, da besætningen forsøgte at bjærge ligene af soldater, der blev dræbt ved et tidligere angreb, oplyser en højtstående militærkilde.
- En Puma SA-330 militærhelikopter er blevet beskudt af bevæbnede mænd klokken 08.15 (00.15 dansk tid), da den landede i Sinak, siger Jayapura bys militære luftbasechef Diah Yudhanardi.
Helikopteren var tvunget til at vende tilbage til Jayapura uden at være i stand til at opsamle de syv dræbte soldater, der blev dræbt i Sinak torsdag, tilføjer han.
- En tekniker om bord blev lettere såret på højre hånd af granatsplinter, mens piloten og co-piloten klarede sig uden skrammer, siger Yudhanardi.
- Vi arbejder stadig på at få arrangeret en anden helikopter til at flyve tilbage til Sinak senere fredag for at få hentet de syv lig, fortsætter han.
De syv blev dræbt, da bevæbnede angribere åbnede ild mod ni soldater, der marcherede til en lufthavn i Sinak omkring klokken 10.30 torsdag.
Angrebet fandt sted en time efter, at en bevæbnet gruppe havde skudt mod en militærpost i landsbyen Tingginaambut 60 kilometer borte. Her blev en soldat dræbt. Det er lykkedes at bjærge hans lig.
Talsmanden for det nationale politi, Agus Riyanto, siger, at der også blev dræbt fire civile ved torsdagens angreb i Sinak. Det bringer det samlede dødstal op på 12.
Voldelige hændelser opstår med jævne mellemrum i Papua, der er den vestlige halvdel af øen Nyguinea i den allerøstligste del af Indonesien.
Her har fattige, bevæbnede separatister i årtier udkæmpet et oprør på vegne af den fortrinsvis etnisk melanesiske befolkning.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie