Israel byder Musk på dialogkaffe efter anklager om antisemitisme
Elon Musk har udtalt, at han er imod antisemitisme og alt, der "promoverer had og konflikt". (Arkivfoto). Foto: Mandel Ngan/Ritzau Scanpix
Elon Musk skal mødes med Israels præsident og adressere anklager om antisemitisme på hans sociale medie X.
Elon Musk skal mandag mødes med den israelske præsident, Isaac Herzog, for at adressere anklager om stigende antisemitisme på milliardærens sociale medie X.
Det har det israelske præsidentkontor offentliggjort søndag aften.
- Under mødet vil præsidenten understrege behovet for at bekæmpe den stigende antisemitisme på nettet, lyder det i en udtalelse.
Desuden vil en række israelere, hvis familiemedlemmer har været tilfangetaget af Hamas, deltage i mødet.
Musk, som også står bag Tesla og rumfartsselskabet SpaceX, er ikke vendt tilbage på en henvendelse om en kommentar fra nyhedsbureauet Reuters.
Mødet falder sammen med den fire dage lange pause i kampene, som Israel og den militante palæstinensiske gruppe Hamas har aftalt for at udveksle gidsler og fanger.
40 af de 240 gidsler, som Hamas tog under angrebet fra Gazastriben på Israel 7. oktober, er indtil videre vendt hjem.
Ifølge israelske Channel 12 skal Musk også mødes med premierminister Benjamin Netanyahu.
De to mødtes også i den amerikanske delstat Californien 18. september, hvor Netanyahu opfordrede Musk til at finde en balance mellem at bekæmpe hadtale og ytringsfrihed.
Dengang sagde Musk, at han var imod antisemitisme og alt, der "promoverer had og konflikt".
En række store amerikanske selskaber, heriblandt Walt Disney, Warner Bros Discovery og Comcast, er dog stoppet med at annoncere på X, fordi Musk blandt andet har fremsat udtalelser, der ifølge visse er antisemitiske.
1200 mennesker døde som følge af Hamas' angreb på Israel, der var startskuddet til krigen mellem de to parter.
Knap 15.000 er blevet dræbt i Gaza i Israels efterfølgende offensiv, der blandt andet omfatter bombardementer og en invasion, ifølge de Hamas-kontrollerede palæstinensiske sundhedsmyndigheder.
Efter krigens udbrud er antisemitiske hændelser i USA steget med næsten 400 procent ifølge nonprofitorganisationen Anti-Defamation League.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie