Israelsk militær border finsk Gaza-skib

Israelsk militær er gået om bord på et skib under finsk flag, som var på vej til Gaza med en gruppe propalæstinensiske aktivister.

Offentliggjort Sidst opdateret

Talsmand Mikael Löfgren fra organisationen Ship to Gaza Sweden fortæller, at organisationen har været i kontakt med folkene på skibet.

- Det skete efter klokken 10. De fortalte, at der var flere militærbåde, som omringede skibet, og maskerede soldater gik om bord.

- Kort efter blev forbindelsen afbrudt, og siden har vi ikke hørt fra dem, siger Mikael Löfgren til Ritzau.

Ifølge talsmanden befandt skibet sig i internationalt farvand, da det blev bordet.

I en anden melding lyder det, at op mod 30 skibe og en helikopter har omringet Estelle.

Mikael Löfgren kan ikke fortælle meget mere om situationen på nuværende tidspunkt, og han ved ikke, om der er tilskadekomne.

Den israelske hær bekræfter at være til stede på skibet.

Om bord på skibet er omkring 30 personer, blandt dem to finner og 11 svenskere. Der er ifølge Ship to Gaza Sweden ingen danskere på skibet.

Skibet skulle efter planen have nået sin destination lørdag eftermiddag eller aften.

Israel opretholder en blokade af Gazastriben med den begrundelse, at det skal forhindre, at væbnede militante palæstinensere i Gaza får våben.

Men kritikere siger, at blokaden er det samme som kollektiv afstraffelse af alle palæstinensere i Gaza, og det er et synspunkt, som FN-embedsmænd også har luftet.

I november sidste år ignorerede skibe fra Canada og Irland advarsler om, at de skulle vende om eller lade deres nødhjælp gå via Israel eller Egypten.

Og for to år siden var en såkaldt frihedsflåde på vej mod den blokaderamte Gaza-stribe med nødhjælp. Flåden afviste også Israels opfordringer til at vende om eller blive eskorteret til havnebyen Ashdod.

Det endte blodigt. Israelske soldater gik om bord på skibene, og på et af dem blev ni aktivister dræbt. Israelerne sagde dengang, at de blev mødt med uventet voldelig modstand fra aktivisternes side.

/ritzau/