Japan: Nordkoreansk missil endte i havet ud for Japan
Dette billede, der er udsendt af den nordkoreanske regering, viser Nordkoreas prøveaffyring af et missil 4. juli. Sydkoreas militære ledelse vurderer, at det missil, der blev affyret fredag, er mere avanceret. Foto: ritzau/AP
ritzau/AP
Nordkorea har efter alt at dømme affyret et mere avanceret missil end tidligere, vurderer Sydkoreas militær.
Nordkorea har efter alt at dømme affyret et interkontinentalt ballistisk missil, som er landet i havet ud for Japan.
Sådan lyder vurderingen fra det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon.
Missilet fløj omkring 1000 kilometer, inden det endte i havet ud for Japan, siger Pentagon.
Samme vurdering kommer fra Sydkoreas militær. Den sydkoreanske forsvarschef vurderer ifølge nyhedsbureauet Yonhap, at missilet var en mere avanceret type end det, der blev testet 4. juli.
Ifølge de foreløbige oplysninger er missilet havnet i Japans såkaldt eksklusive økonomiske zone, oplyser premierminister Shinzo Abe ifølge den japanske tv-station NHK.
Abe har indkaldt til et hastemøde for at drøfte sikkerhedssituationen.
Han betegner prøveaffyringen af det nordkoreanske missil som en "alvorlig og reel trussel" mod Japans sikkerhed.
En japansk regeringstalsmand oplyser, at missilet fløj i omkring 45 minutter.
Der er ikke meldinger om nogen ødelæggelser, siger talsmanden, Yoshihide Suga, på et pressemøde.
Han betegner missilaffyringen som helt uacceptabel og en klar overtrædelse af FN's resolutioner på området.
Han tilføjer, at Japan på det kraftigste har protesteret over for Nordkorea som følge af missilaffyringen.
- Nordkoreas gentagne provokerende handlinger kan absolut ikke accepteres, siger regeringstalsmanden.
Den såkaldte eksklusive økonomiske zone er et havområde, der begynder 24 sømil (44 kilometer) ud for Japans kyst og fortsætter udadtil.
Havzonen giver et land visse rettigheder op til 200 sømil fra fastlandet. For eksempel med hensyn til at lede efter olie og gas.
Zonen må ikke forveksles med de maritime grænser, som alle kystnationer også har. Denne grænse går op til 12 sømil (22 kilometer, red.) ud fra kysten.
I august sidste år affyrede Nordkorea for første gang et missil direkte ind i Japans eksklusive økonomiske zone.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie