Jobmarkedet køler en smule af i USA med 206.000 nye job
Byggebranchen er en af de brancher i USA, som har oplevet en vækst i antallet af beskæftigede i juni. (Arkivfoto). Foto: Etienne Laurent/Ritzau Scanpix
Arbejdsløsheden landede på 4,1 procent i juni, mens der blev skabt 206.000 nye job uden for landbruget.
Der blev i juni skabt 206.000 nye job uden for landbruget i USA, viser en rapport fra USA's beskæftigelsesministerium.
Det er en smule mere, end de amerikanske økonomer havde forventet.
Herfra lød det inden udgivelsen af rapporten fredag eftermiddag, at der formentlig var skabt 190.000 nye job.
De områder, som har set en stigning i antallet af beskæftigede, er den offentlige administration, sundhedsvæsnet, socialt arbejde og byggebranchen.
Antallet af nye job uden for landbruget kaldes "kongetallet" og er en vigtig indikator for den amerikanske økonomis tilstand.
Arbejdsløsheden var i juni på 4,1 procent i USA, hvilket er stort set det samme som i maj. Her var fire procent af befolkningen uden arbejde.
I maj steg antallet af beskæftigede uden for landbruget med 272.000, og set i det lys er der sket en vis afkøling af arbejdsmarkedet i juni.
Det bemærker Allan Sørensen, der er cheføkonom i Dansk Industri.
- Jobvæksten i USA er langsomt på vej ned. Jobvæksten var højere end ventet i juni, men til gengæld blev de to foregående måneder nedjusteret med samlet set 111.000.
- Set over de seneste tre måneder ligger jobvæksten på laveste niveau siden starten af 2021, siger Allan Sørensen i en skriftlig kommentar.
Cheføkonom Jeppe Juul Borre fra Arbejdernes Landsbank beskriver rapporten som "en lidt svag jobrapport".
At der er lagt en dæmper på jobvæksten, holder døren åben for en rentesænkning fra Den Amerikanske Centralbank inden for en overskuelige fremtid, vurderer han.
- Selv om beskæftigelsen steg mere end ventet i juni, så blev den samtidig mærkbart nedrevideret med mere end 100.000 i de foregående måneder.
- Og herudover stiger ledigheden en smule.
- Renterne peger da også en anelse ned her umiddelbart efter offentliggørelsen af de nye tal, siger Jeppe Juul Borre i en skriftligt kommentar fredag eftermiddag.
Kongetallet er en strømpil for verdensøkonomien, da USA er verdens største økonomi, og tallet har typisk en vis indvirkning på både renter og aktiemarkedet.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie