Kilder: USA genoptager USAID-program i seks lande
I slutningen af marts lød det fra den amerikanske præsident, Donald Trump, at man vil nedlægge stort set alle stillinger i USAID, der er verdens største agentur for udviklingsbistand. (Arkivfoto). Foto: Kent Nishimura/Reuters
USA genoptager støtte til Verdensfødevareprogrammet i seks lande efter pres fra Kongressen, siger kilder.
Trump-administrationen har genoptaget mindst seks programmer for udenlandsk bistand, som tidligere på året blev beordret stoppet.
Det oplyser seks unavngivne kilder med kendskab til sagen.
Jeremy Lewin, der er fungerende administrator for det amerikanske agentur for udviklingsbistand, USAID, har i en intern mail bedt medarbejdere om at omgøre standsningen af bistanden.
Lewin er desuden ansat i USA's Departement for Regeringseffektivitet (Doge), som rigmanden Elon Musk står i spidsen for.
De programmer, som han har bedt om at få genoptaget, er støtten til Verdensfødevareprogrammet, WFP, i Libanon, Syrien, Somalia, Jordan, Irak og Ecuador, oplyser fem kilder med kendskab til sagen.
- Undskyld alt det frem og tilbage, lyder det fra Lewin i den interne mail.
- Der er mange interessenter, og vi er nødt til at blive bedre til at balancere disse konkurrerende interesser - det er min skyld, og jeg tager ansvaret, skriver Lewin i mailen.
Genoptagelsen af programmerne sker efter et pres inde fra Trump-administrationen og fra Kongressen, siger to unavngivne kilder.
Programmerne genoptages, efter at FN's Verdensfødevareprogram har sagt, at lukningen af programmerne kan være en "dødsdom" for millioner af mennesker.
I slutningen af marts lød det fra den amerikanske præsident, Donald Trump, at man vil nedlægge stort set alle stillinger i USAID, der er verdens største agentur for udviklingsbistand.
Kort efter sin indsættelse som præsident den 20. januar satte Trump al udviklingsbistand på pause i 90 dage. Det har skabt frygt og bekymring for, hvordan landets bidrag til verdens trængte lande kommer til at se ud fremover.
USA's udenrigsministerium har ikke umiddelbart reageret på en anmodning om en kommentar.
WFP er verdens største humanitære organisation og hjælper lande, der er plaget af hungersnød og naturkatastrofer.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Hjerteskærende fund i Idestrup: Tre killinger efterladt
Plejefar kaldt skyldig: - Jeg er rystet
Café uden bevilling fik beslaglagt masser af alkohol
Flere ramt af falske bookinger: Per frygter stort tab
Forargelse blandt politikere: Kalder på nyt stadion
Mest læste artikler
Café lukket efter syv dage: Det er chokerende
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Finn og Ciuk sælger restauranten: Tør ikke løbe en risiko
Stjal diesel for knap 10.000 kroner: - De skulle have et lag pisk og så i en gabestok
Har du tjekket kuponen? To lottovindere fra samme by får stor gevinst