Kina får ny rorgænger: Tronskifte i gang

Den syv dage lange partikongres i Kinas regerende kommunistparti er torsdag blevet skudt i gang. Det betyder, at verdens folkerigeste nation og næststørste økonomi snart får en helt ny ledelse.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er lagt op til, at præsident Hu Jintao udskiftes med vicepræsident Xi Jinping. Tronskiftet forventes at ske ved afslutningen af kongressen og formelt overtager Xi formentlig først præsidentposten til marts næste år.

- Vi har overvundet utallige vanskeligheder og risici og opnået succes med at opbygge et moderne og velstående samfund, siger Hu Jintao, efter han blev klappet ind på scenen og bukkede foran de mange tilhørere.

I sin 90 minutter lange åbningstale tordnede han mod korruption i kommunistpartiet, som truer med at føre til "partiets kollaps", hvis ikke kommunisterne slår hårdt ned på brodne kar i egne rækker, advarede den afgående præsident.

Han slog også fast, at Kina skal spille en større rolle på den internationale arena ved at blive en "maritim magt".

Den melding kommer i kølvandet på diplomatisk rabalder med Japan om retten til en række øer, som de to asiatiske magter skændes om. I den forbindelse har kineserne vist sine militære muskler med flådebevægelser i havområdet.

Mere end 2200 håndplukkede delegerede er samlet til partikongressen i Beijings Folkets Store Hal på Den Himmelske Freds Plads, og der er blevet strammet hårdt op på sikkerheden i dagene op til begivenheden.

Myndighederne har endda indført et forbud mod duer i Beijing, og snesevis af systemkritikere er blevet smidt i fængsel eller ud af landet, så de ikke kan spolere partikongressen.

Kinas kommunistparti, som kom til magten i 1949 efter en lang og blodig borgerkrig, har i de senere år lovet befolkningen at skabe økonomisk vækst og løfte millioner ud af fattigdom.

Men eksperter påpeger, at med mindre at den nye ledelse få sat gang i landets forhalede reformer, risikerer stormagten at ende i økonomiske ruiner, som kan ryste kommunistpartiets greb om magten.

Også premierminister Wen Jiabao og andre kinesiske ledere ventes at blive erstattet af nye politiske kræfter i løbet af de næste syv dage.

Det er kommunistpartiets 18. partikongres - en begivenhed, som finder sted hver femte år.

/ritzau/Reuters