Kina øjner mulighed som attraktiv handelspartner i toldkrig mod USA

Ifølge Reuters planlægger Donald Trump at tale med sin kinesiske præsidentkollega, Xi Jinping, senere på ugen, sagde en talsmand for Det Hvide Hus tirsdag. (Arkivfoto). Foto: Kevin Lamarque/Reuters

Kina svarede tirsdag igen på amerikansk told. Og måske kan Kina udnytte USA's position til at styrke sin egen globale handelsrolle i toldkrig mod Trump.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mens Kina tog hul på fejringen af det kinesiske nytår, tog USA's præsident, Donald Trump, hul på en toldkrig mod riget i midten.

Tirsdag svarede Kina så igen ved fra 10. februar at indføre told på en række varer, der importeres fra USA, oplyste Kinas finansministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Donald Trumps toldkrig, der også sigter efter USA's nabolande, Canada og Mexico, og desuden truer EU, har fået amerikanske allierede til at undre sig over, hvad der venter dem.

Her øjner Kinas præsident, Xi Jinping, en mulighed, siger Yun Sun, der er direktør for den amerikanske tænketank Stimson Centers Kina-program, til BBC tirsdag.

Hun mener, at Kina i modsætning til USA gerne vil fremstå som en rolig, stabil og mere attraktiv global handelspartner og udnytte situationen.

- Set fra perspektivet om den strategiske konkurrence mellem USA og Kina, vil en forringelse af USA's lederskab og troværdighed gavne Kina, siger hun til det britiske medie.

Som leder af verdens næststørste økonomi har Xi Jinping ikke lagt skjul på sin ambition om, at Kina skal lede en alternativ verdensorden.

Og kinesiske statsmedier har ifølge BBC portrætteret, hvordan præsidenten omfavner lande over hele verden og udbygger Kinas diplomatiske bånd.

Men hvad er der egentlig på spil, når to økonomiske supermagter som USA og Kina lægger sig ud med hinanden?

Handlen mellem verdens to største økonomier er enorm og beløb sig ifølge AFP til i alt mere end 530 milliarder dollar i 2024. Det er mere end 3825 milliarder danske kroner.

I samme periode udgjorde salget af kinesiske varer til USA mere end 400 milliarder dollar, knap 2900 milliarder kroner, kun overgået af Mexico.

Ifølge den amerikanske tænketank Peterson Institute of International Economics er Kina den dominerende leverandør af varer lige fra elektronik og elektriske maskiner til tekstiler og tøj, skriver AFP.

Og Kinas økonomi er fortsat dybt afhængig af eksport for at drive vækst på trods af officielle bestræbelser på at øge forbruget indenlands.

Flere eksperter har påpeget, at Trumps doktrin om "USA først" kan svække landets førende rolle i international handel, og at Kina kan udnytte det.

Til CNN har lektor i økonomi ved London School of Economics Keyu Jin sagt, at toldsatserne vil skade begge lande. Men man har allerede fra kinesiske virksomheders side set en gradvis omdirigering af handel til andre lande.

- Kina har længe forberedt mindre eksponering mod USA, diversificeret på alle måder, ikke kun med hensyn til handelspartnere, investeringer, men også valutaer og betalingssystemer, sagde hun for nylig ved topmødet i Davos.

Efter coronapandemien har styret i den kinesiske hovedstad, Beijing, styrket sine handelsaftaler på tværs af Afrika, Sydamerika og Sydøstasien.

Kina er nu ifølge BBC den største handelspartner for mere end 120 lande.

Donald Trumps ageren er blevet mødt med stor kinesisk modstand, og der er indgivet en officiel klage til WTO over de amerikanske toldsatser, skrev AFP tirsdag morgen.

Ifølge Kina er den amerikanske told en "alvorlig overtrædelse" af WTO's globale handelsregler.

/ritzau/

Kina vil ramme USA på pengepungen

* Fra 10. februar vil Kina indføre told på en række varer, der importeres fra USA.

* Mens der for kul og naturgas vil gælde en told på 15 procent, vil import af landbrugsudstyr og flere amerikanske biler blive ramt af en told på 10 procent.

* Kina er et stort marked for amerikansk energieksport, og ifølge kinesiske tolddata udgjorde importen af olie, kul og LNG mere end syv milliarder dollar sidste år - det svarer til cirka 50 milliarder kroner.

* Det kinesiske handelsministerium har også annonceret nye eksportkontroller med øjeblikkelig virkning på blandt andet metalprodukter.

* De to amerikanske firmaer biotekselskabet Illumina og modeforhandleren PVH Group, der ejer Calvin Klein og Tommy Hilfiger, er blevet tilføjet til en liste over "upålidelige enheder", da de "overtræder normale markedshandelsprincipper", mener Kina.

Kilder: AFP, CNN og Reuters.

/ritzau/

Containere ligger klar på rad og række til at blive sejlet ud af havnen i Nanjing i det østlige Kina. De seneste år har Kina styrket sine handelsaftaler på tværs af Afrika, Sydamerika og Sydøstasien. Foto: Str/Ritzau Scanpix
Det kinesiske styre i Beijing annoncerede tirsdag en bred pakke af økonomiske foranstaltninger rettet mod USA som gengæld for Trumps 10 procents told på kinesisk import. Foto: Justin Sullivan/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu