Krigens skygge hviler over oligarkernes fest i Sankt Petersborg

Præsident Vladimir Putin, da han ved Spief i 2021 holdt tale til konferencen i Sankt Petersborg. I år ventes han at deltage i konferencen fredag den 17. juni. Foto: Olga Maltseva/Ritzau Scanpix

Rusland gør klar til sit årlige økonomiske forum i Sankt Petersborg, hvor rigmænd, udenlandske politiske ledere og Putin normalt mødes. Det er anderledes i år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Husk kontanter.

Det lille råd til deltagerne i Sankt Petersborgs Internationale Økonomiske Forum (Spief) fortæller, at tingene slet ikke er, som de plejer ved arrangementet i millionbyen i det nordvestlige Rusland.

Det er 25. gang, at Spief finder sted. "Nye muligheder i en ny verden" er sloganet, når Spief åbner dørene fra onsdag til lørdag.

Normalt tiltrækker Spief masser af russiske rigmænd. Oligarker, der soler sig i præsident Vladimir Putins tilstedeværelse og holder store fester.

Som i 2018, da popsangeren Robbie Williams blev fløjet ind for at optræde ved en privat fest.

I 2011 optrådte Sting til en koncert, betalt af arrangørerne.

Normalt kommer der også repræsentanter for store vestlige koncerner.

Der kommer økonomer, universitetsfolk og politiske ledere fra Vesten og andre steder.

Men krigen i Ukraine og de sanktioner, som Vesten har indført mod Rusland, har konsekvenser.

Roscongress, der organiserer Spief, siger ifølge Bloomberg, at gæsterne skal medbringe kontanter.

For sanktionerne betyder, at kreditkort som Mastercard og Visa ikke kan bruges i Rusland.

Men den "specielle militæroperation", som Rusland stadig kalder krigen i Ukraine, har ikke afblæst Spief 2022, sanktioner eller ej.

Konferencen har alle dage været et sted, hvor russiske og udenlandske erhvervsfolk kan gnubbe sig op ad Kreml.

Sankt Petersborg er præsident Putins fødeby, og Putin er altid at finde til konferencen.

I 2019 var Kinas præsident, Xi Jinping, blandt præsident Putins gæster. I år ventes ingen ledere fra de store lande at komme til Sankt Petersborg. Foto: Maxim Shemetov/Reuters

I år kan det imidlertid være problematisk at blive set på konferencen.

Bloomberg har talt med tre kilder, som vil forblive anonyme, fordi sagen er følsom.

De siger, at mange erhvervsfolk frygter at blive ramt af sanktioner, hvis de deltager i Spief. Nogle planlægger at forlade Spief, inden Putin holder sin årlige tale.

Normalt er talen ellers noget, man ikke vil gå glip af. At være udvalgt til at høre Putin live vidner om forbindelser.

Der ventes heller ikke tunge udenlandske ledere.

Tidligere har præsident Emmanuel Macron fra Frankrig deltaget. Kinas leder, Xi Jinping, og den indiske premierminister, Narendra Modi, har også været der.

Der er ikke mange oplysninger om politiske ledere ved årets Spief. Men det russiske nyhedsbureau Tass skriver, at Kasakhstans præsident, Kassym-Jomart Tokajev, kommer.

Forberedelserne til årets Spief har været i gang i nogen tid. Billedet er fra den 9. juni, da præsident Putin mødtes med unge russiske entreprenører og specialister i Sankt Petersborg for at drøfte det økonomiske forum. Foto: Sputnik/Reuters

Der ventes også embedsmænd og politikere fra blandt andet Egypten, Tyrkiet og De Forenede Arabiske Emirater.

Ifølge Tass kommer der en repræsentant fra Taliban-regeringen i Afghanistan, fra Myanmars militærregering og også Venezuelas centralbankchef.

Alle tre lande er som Rusland ramt af sanktioner.

Rusland er langtfra et isoleret land. Vesten opretholder sanktioner, men det er et mindretal af verdens lande, som har sanktioner mod Rusland.

Dmitrij Peskov, talsmand for Putin, sagde søndag i et interview med Tass, at der ventes en række udenlandske ledere. Men han sagde ikke hvem.

- For ikke at give yderligere arbejde til USA's ambassadører vil jeg ikke sige noget nu, sagde Peskov og tilføjede, at USA's diplomater rundt om i verden forsøger at presse lande til ikke at deltage i Spief.

/ritzau/

Fem nedslag om Sankt Petersborgs Internationale Økonomiske Forum (Spief)

* Det er 25. gang, at Spief afholdes. I år sker det på et tidspunkt, hvor Vesten har indført sanktioner mod Rusland på grund af det russiske angreb på Ukraine.

* Ifølge Roscongres, der arrangerer Spief, ventes der i år deltagere fra 90 lande eller flere. Den 1. juni havde over 2700 erhvervsfolk bekræftet, at de deltager. På sin hjemmeside skriver Spief, at der i alt ventes 13.500 deltagere.

* Det er ikke gratis at deltage. Hver deltager skal betale 13.812 dollar - omkring 97.000 kroner.

* Spief finder sted fra den 15. til den 18. juni. Fredag den 17. juni er dagen, hvor præsident Vladimir Putin deltager. Han er da med i et plenummøde.

* Normalt giver Putin et interview til topchefer for internationale medier ved Spief. I år er det ændret. Han mødes med russiske journalister, der rapporterer fra fronten i krigen i Ukraine, med chefredaktører fra russiske medier og fra informationsafdelinger.

Kilder: Tass og forumspb.com/en.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu