Lavrov: Vesten kæmper direkte mod Rusland
Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, på talerstolen i FN lørdag. Den russiske præsident, Vladimir Putin, er ikke i New York. En sigtelse for krigsforbrydelser fra Den Internationale Straffedomstol (ICC) betyder, at Putin vil blive anholdt, hvis han rejser til USA eller en lang række andre lande. Foto: David Dee Delgado/Ritzau Scanpix
Hverken Ukraines fredsplan eller FN-forslag om kornaftale er realistisk, siger Lavrov og langer ud mod Vesten.
Gennem deres støtte til Ukraine er vestlige lande reelt gået i direkte krig mod Rusland.
Det siger Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, lørdag på et pressemøde i New York.
- I kan kalde det, hvad I vil, men de kæmper mod os, de kæmper direkte med os. Vi kalder det en hybridkrig, men det ændrer ikke på tingene, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.
Forud for pressemødet havde Lavrov talt ved FN's årlige generalforsamling i New York.
Her beskyldte han Vesten for "nykolonial" tænkning, når de vestlige lande forsøger at få lande i andre dele af verden til at bakke op om Ukraine.
I sin tale affejede han også såvel Ukraines fredsplan som FN's forslag til en kornaftale.
Hverken den tipunkts fredsplan, som Ukraine har fremlagt, eller FN's forslag, der skal få aftalen om eksport af korn fra Ukraine tilbage på sporet, er realistiske.
- Den er overhovedet ikke mulig, siger Lavrov om den fredsplan, Ukraine tidligere har fremlagt.
Planen indebærer blandt andet, at Rusland skal trække sine soldater ud af Ukraine. Alle fjendtligheder skal stoppe.
Ukraines territorielle integritet skal genskabes, og Ukraine skal igen have lov at eksportere korn, lyder flere af kravene.
- Det er ikke muligt at implementere dette. Det er ikke realistisk, og det forstår alle. Men samtidig siger de, at det er det eneste udgangspunkt for forhandlinger, siger Lavrov.
Han tilføjer, at krigen vil blive afgjort på slagmarken, hvis Ukraine og Vesten ikke bløder op i deres krav.
Heller ikke FN-forslag om at genetablere den kornaftale, der kollapsede da Rusland trak sig fra den i juli, er realistiske, mener Lavrov.
Han tilføjer, at Rusland trak sig fra aftalen, fordi vestlige løfter om at lempe på sanktioner mod Rusland og lade det blive en del af det globale banksystem Swift ikke er blevet indfriet.
Udenrigsministeren siger videre, at han i næste måned vil besøge Nordkoreas leder, Kim Jong-un.
Det vil ske for at fortsætte forhandlinger om de aftaler, der blev indgået mellem Kim og Ruslands præsident, Vladimir Putin, da Kim i sidste uge var i Rusland.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Fede overskud og millionløn. Hvor er moralen?
Nu kan du stemme i alle kategorier
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro