Macron: Det hjælper ikke Frankrig at hamre på stegepander
Flere vælgere ytrede deres utilfredshed med Emmanuel Macron, da han onsdag var på besøg i Alsace. Foto: Ludovic Marin/Ritzau Scanpix
Vrede vælgere buhede onsdag ad Emmanuel Macron og opfordrede ham til at trække sig på grund af pensionsreform.
Den franske præsident, Emmanuel Macron, mødte onsdag en yderst utilfreds menneskemængde, da han var på tur i det østlige Frankrig.
Det skriver nyhedsbureauerne AFP og Reuters.
Macrons besøg i Alsace-regionen var hans første i en fransk region, siden han midt i marts gennemtvang en omstridt pensionsreform.
Flere vrede vælgere buhede ad Macron under besøget. Præsidenten blev også opfordret til at forlade sin post, skriver Reuters.
- Macron, træk dig, råbte mange af de fremmødte.
En mand tilføjede:
- Vi gider ikke have den her pensionsreform. Hvad er det, du ikke forstår?
Fra en af de andre fremmødte lød det:
- Du bliver snart væltet. Bare vent og se.
Billeder fra besøget i Sélestat i Alsace viser flere mennesker konfrontere præsidenten og ytre deres store utilfredshed.
Præsidenten tog dog velkomsten relativt roligt.
- Jeg har prøvet værre, sagde han til en journalist fra franske AFP.
Han sagde også, at de store protester, hvor folk blandt andet har larmet ved at hamre på stegepander, ikke gavner Frankrig.
- Det er ikke stegepander, der gør Frankrig i stand til at bevæge sig fremad, sagde Macron onsdag ifølge den britiske avis The Guardian.
Emmanuel Macron har stædigt stået fast på at indføre den omstridte reform, der blandt andet hæver pensionsalderen fra 62 år til 64 år.
Han har også tidligere sagt, at han er klar til at blive upopulær blandt vælgerne, fordi reformen ifølge ham er helt nødvendig for Frankrigs fremtid.
- Tror I, at jeg nyder at lave den her reform? Nej, sagde den franske præsident i marts i et sjældent interview på fransk tv.
- Men der findes ikke hundrede forskellige måder at sikre balance i regnskaberne. Den her reform er nødvendig, lød det.
Macron benyttede sig af artikel 49.3 i den franske forfatning til at gennemtvinge pensionsreformen. Forfatningen tillader Frankrigs regering at vedtage lovgivning uden et flertal i parlamentet.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie