Mens verden taler klima lægger smog sig tæt over Beijing
Mens Kinas leder er i Paris for at forhandle global klimaaftale, er hovedstad næsten forsvundet i tæt smog.
Kun få timer før FN's klimatopmøde i Paris går i gang, oplever indbyggerne i Kinas hovedstad, Beijing, den værste smog i år. Den ligger 22 gange over sundhedsgrænsen, fremgår det af en luftmåling.
Den tætte smogtåge har lagt sig over den kinesiske storby, efter præsident Xi Jinping er ankommet til Paris for sammen med cirka 150 stats- og regeringschefer at deltage ved åbningen af klimatopmødet i den franske hovedstad.
Som den største udleder af klimagasser vil Kina være i centrum under forhandlingerne om en klimaaftale.
- Man kan ikke se folk, der står direkte foran en. Det føles som om, at undergrundsbanens station også er helt tåget, skriver en vred pendler på den kinesiske pendant til Twitter - Sina Weibo.
Koncentrationen i Beijing af PM2.5 - små luftbårne partikler, der aflejrer sig i lungerne - har nået 560 mikrogram per kubikmeter luft, fremgår det af en luftmåling fra den amerikanske ambassade.
Det er meget langt over de 25 mikrogram, som verdenssundhedsorganisationen (WHO) anser for at være den sundhedsmæssigt forsvarlige grænse.
Størstedelen af Kinas smog og CO2-udledning kommer fra afbrænding af kul.
I adskillige byer i naboprovinsen Hebei meldes der også om smogniveauer over 500.
Flere hundrede betalingsanlæg ved motorvejen har været nødt til at lukke i provinsen Shandong, efter sigtbarheden faldt til under 200 meter, skriver nyhedsbureauet Xinhua.
I Beijing er det så slemt, at toppen af højhusene ikke længere kan ses.
I sidste måned blev der sat rekord i den nordvestlige by Shenyang, hvor der blev målt 1400 mikrogram PM2.5 per kubikmeter.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie