Mexico: Bandemedlemmer tilstår drab på lærerstuderende
Nogle af de 43 lærerstuderende, der forsvandt 26. september, er blevet brændt og smidt i en flod, lyder det.
Den hidtil uvisse skæbne for 43 mexicanske lærerstuderende, der har været savnet siden 26. september, ser nu ud til at være beseglet.
Mexicos justitsminister, Jesus Morillo, siger fredag, at tre bandemedlemmer har erkendt, at de har dræbt mange af de studerende, brændt dem og kastet dem i en flod i den sydvestlige del af landet.
Morillo viste på en pressekonference en båndet tilståelse fra de tre bandemedlemmer samt billeder fra den losseplads, hvor ligene var blevet brændt til ukendelighed.
- De tilståelser, som vi har samlet, peger meget tragisk på, at et stort antal mennesker er blevet dræbt, fortalte justitsministeren.
Tænder fra flere af ofrene er blevet fundet på stedet, men de var så forkullede, at de blev til støv ved den mindste berøring, tilføjede han.
Mexicos regering afventer dog en endelig dna-bekræftelse på, at der er tale om de savnede studerende.
De 43 studerendes skæbne har vakt stor opmærksomhed i Mexico og internationalt, og mange kommentatorer tolker opklaringen som en test for Mexicos præsident, Enrique Pena Nieto, som har iværksat et omfattende reform- og moderniseringsprogram.
Flere tvivler på, at han har gjort nok for at inddæmme korruption og rydde ud i en korrupt politistyrke.
Da Nieto kom til magten for to år siden, lovede han at genoprette ro og orden i Mexico. Da var op mod 100.000 mennesker dræbt under gangsteropgør.
Foreløbige undersøgelser tyder på, at de forsvundne studerende, der kommer fra en venstreorienteret skole i Iguala, havde en længerevarende konflikt med borgmesteren i byen Iguala, hvor de forsvandt, og at byens politi tilbageholdt dem og udleverede dem til lokale gangstere, som dræbte dem.
Men fredag lover præsidenten, at alle mistænkte i sagen vil blive stillet til ansvar.
- Vi vil anholde alle, der har taget del i denne forfærdelige forbrydelse. Til forældrene til de savnede unge og til samfundet som et hele vil jeg forsikre, at vi ikke vil stoppe (med at efterforske sagen, red.), indtil retfærdigheden er sket fyldest, siger Enrique Pena Nieto.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie