Mindst 35 dræbt og 82 såret ved angreb på skole i Kabul
Afghanske kvinder demonstrerede lørdag i Kabul mod et "folkedrab" på Hazara-folket, som er en etnisk minoritet i Afghanistan. Det skete, efter at mindst 35 blev dræbt og 82 andre blev såret ved et angreb på et klasseværelse i Kabul fredag. Foto: -/Ritzau Scanpix
Antallet af dræbte og sårede ved angreb i den afghanske hovedstad fredag er steget dramatisk, oplyser FN.
Antallet af dræbte ved et selvmordsangreb på en skole i den afghanske hovedstad Kabul er lørdag steget til mindst 35, oplyser FN.
I tidligere meldinger om angrebet, der skete fredag, er antallet af dødsofre blevet opgivet til mindst 19.
Antallet af sårede bliver lørdag opgivet af FN til at være på mindst 82.
En selvmorder bragte en bombe til eksplosion i et klasseværelse på en uddannelsesinstitution. Det skete, da unge elever var i gang med en prøveeksamen for at forberede sig til optagelsesprøven på universitetet.
Angrebet fandt sted i bydelen Dasht-e-Barchi i det vestlige Kabul. Bydelen er hjemsted for en stor befolkning af Afghanistans hazarafolk.
Hazara er en etnisk minoritet i Afghanistan. De er primært praktiserende shiamuslimer i en land, som overvejende er sunnimuslimsk.
Den væbnede islamistiske bevægelse Taliban, som tog magten i Afghanistan for godt et år siden, praktiserer desuden en meget striks og konservativ form for sunniislam.
Ifølge AFP har Afghanistans shiamuslimer været udsat for diskrimination i mange årtier. Taliban-styret er også blevet beskyldt for voldsom diskrimination mod befolkningsgruppen.
En talsmand fra Afghanistans indenrigsministerium, Abdul Nafy Takor, skrev tidligere på Twitter, at sikkerhedsfolk var nået frem til stedet. Der er sat en efterforskning i gang.
Talibans tilbagevenden til magten i Afghanistan i august sidste år og Vestens tilbagetrækning fra landet betød enden på en krig, som havde plaget det mellemøstlige land i to årtier.
Men ifølge AFP er der for nylig sket en voldsom stigning i volden i landet. Sikkerhedsforholdene er blevet forværret betydeligt under Talibans styre.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned