Mindst to dræbt ved demo i Uganda

Mindst to personer er blevet dræbt af skud, og et ukendt antal mennesker er blevet såret under sammenstød i Ugandas hovedstad, Kampala.

Lokale medier skriver, at ugandiske sikkerhedsstyrker affyrede skarpe skud og tåregas mod demonstranter i den centrale del af byen.

Demonstranterne protesterer over et tilsyneladende forsøg på at forhindre, at kongen af Baganda-folket, Ronald Muwenda Muteb, besøger en by nordøst for Kampala.

Folk brændte bildæk af og blokerede vejene i byens forretningskvarter, hvor de kastede sten og flasker mod politi og militærpersonel.

Uganda genoplivede kongedømmet for 16 år siden, efter at det var blevet ophævet i 1960'erne, men de nuværende konger har ingen politisk magt.

/ritzau/dpa

Kongetro ugandere demonstrerer i Ugandas hovedstad, Kampala. To dræbt af skud og et ukendt antal mennesker såret.

Offentliggjort Sidst opdateret