Minister i Burkina Faso: Canadier bortført af bevæbnede mænd
Ifølge myndigheder blev en canadisk statsborger angiveligt kidnappet i Burkina Faso tirsdag aften.
En canadisk statsborger blev tirsdag aften bortført i den nordlige del af Burkina Faso tæt på grænsen til Niger.
Det fortæller landets sikkerhedsminister, Clement Sawadogo, onsdag sidst på eftermiddagen dansk tid, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Myndighederne har advaret om, at der er risiko for angreb fra jihadister i det område, hvor bortførelsen angiveligt fandt sted.
Ifølge Sawadogo blev manden bortført omkring klokken 20.45 af flere bevæbnede gerningsmænd i et mineområde.
Den canadiske statsborger arbejdede angiveligt i området for et mineselskab, der hedder Progress Minerals.
Canadas premierminister, Chrystia Freeland, siger ifølge Reuters, at ministeriet er i kontakt med myndighederne i Burkina Faso, og at familien til den forsvundne person er underrettet.
Tidligere på måneden forsvandt også en canadisk kvinde og en italiensk kvinde, meddelte ministeren.
- Vi har sat hele vores sikkerhedsapparat i alarmberedskab for at finde de her personer, siger Clement Sawadogo.
Antallet af angreb fra militante islamister er steget de seneste måneder, og flere steder i den nordlige del af Burkina Faso har der siden 31. december været erklæret undtagelsestilstand.
Ifølge nyhedsbureauet AFP har 270 personer mistet livet i kampe, der har fundet sted siden 2015.
Den canadiske kvinde på 34 år og hendes veninde fra Italien på 30 år er sidst set i Burkina Faso 15. december.
De to kvinder skulle rejse til Togo for en humanitær organisation, der arbejdede med et projekt i området. Men de nåede aldrig frem.
Canada stillede op med 250 soldater og otte militærhelikoptere i nabolandet Mali sidste år som en del af en fredsbevarende FN-mission.
Det canadiske udenrigsministerium har advaret sine borgere om at rejse i Burkina Faso, hvis det ikke er nødvendigt, på grund af terrortrussel.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie