Mursi og dommerne forsøger at løse krisen

Egyptens præsident, Mohamed Mursi, har mandag indledt et møde med dommere fra Egyptens øverste juridiske myndighed i et forsøg på at løse den seneste politiske krise i landet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Både dommere, advokater, oppositionspartier og demonstranter raser over et dekret fra præsidenten, der giver ham vidtrækkende beføjelser og stækker det egyptiske retsvæsens magt.

Allerede inden mødet mellem Mursi og dommerne fra Det Øverste Juridiske Råd er slut, antyder landets justitsminister, at præsidenten vil nå til enighed med dommerne om at indskrænke Mursis øgede beføjelser igen.

Mursis dekret bør kun gælde "suveræne anliggender", siger justitsminister Ahmed Mekky.

Demonstranter, der har slået lejr på den centrale Tahrirplads i Kairo, understreger, at kun en fuld tilbagetrækning af det omstridte dekret vil være godt nok for dem.

- Der er ingen idé i at ændre dekretet. Det skal skrottes, siger den 26-årige Tarek Ahmed, der overnatter på pladsen.

Siden Mursi udsendte dekretet torsdag, har det centrale Kairo og flere andre byer været præget af demonstrationer, der ind imellem har udviklet sig voldeligt.

En person er dræbt og omkring 370 såret i de seneste fire dages sammenstød mellem politi og demonstranter.

Præsidentens politiske modstandere beskylder ham for at opføre sig som en ny diktator og er bange for, at Det Muslimske Broderskab - som Mursi kommer fra - er i gang med at sætte sig tungt på magten i landet.

Konflikten har udstillet den dybe kløft mellem islamister og deres modstandere, og den seneste uro har fået de egyptiske aktier til at tage et dyk nedad på syv procent.

Politiske aktivister har sammen med advokater indbragt spørgsmålet om det omstridte dekret for en administrativ domstol i Kairo.

Den indledende høring finder sted den 4. december, oplyser domstolen.

Det er ikke første gang, en af Mursis beslutninger prøves ved en domstol. Tidligere har der været flere indsigelser mod nogle af præsidentens tiltag under Egyptens turbulente overgang til demokrati.

/ritzau/Reuters