Indland

Politidirektør Lene Frank forlader Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Hendes kontrakt udløber om en måned, og hun har selv søgt videre. Arkivfoto: Esben Cronbach-Christensen

Politidirektør rejser: - Jeg har selv søgt jobbet

Politidirektør Lene Frank afviser, at hun forlader stillingen som direktør for Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi mod sin vilje. Hun har været glad for jobbet, men glæder sig også til at komme hjem til Jylland.

Offentliggjort

Denne uge bød stod i rokadernes tegn i toppen af dansk politi.

En lang række politidirektører og andre ledende medarbejdere blev flyttet til andre stillinger, og det gjaldt også for Lene Frank, som i en årrække har været politidirektør i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Fremover skal hun være politidirektør i Syd- og Sønderjyllands Politi, som har hovedsæde i Esbjerg.

Beslutningen om rokaderne har tråde til den skarpe kritik, som politiet modtog i midten af maj fra Statsrevisorerne efter en beretning fra Rigsrevisionen om politiets henlæggelser af sager uden egentlig efterforskning.

Det sagde justitsminister Nicolai Wammen (S) i en skriftlig kommentar, skriver Ritzau.

Men ifølge Lene Frank er der også en anden og knap så dramatisk forklaring på den store rokade, som altså også omfatter hende selv. Hun afviser, at hun er blevet flyttet mod sin vilje.

- Jeg har selv søgt stillingen. Politidirektører er åremålsansat, og der er mange, som har udløb nu.

Ville alligevel flytte til Jylland

- Stillingerne har været slået op helt uafhængigt af debatten om vask af sager, og jeg har søgt flere stillinger - også at fortsætte i stillingen her i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, velvidende, at jeg har været her i mange år.

- Men flytningen passer mig fint. Jeg er vestjyde af fødsel og ville alligevel flytte til Jylland, når jeg skal på pension, siger 64-årige Lene Frank.

Udover debatten om vask af sager er nogle af de ting, som har fyldt meget i offentligheden i Lene Franks tid som politidirektør Emilie Meng-sagen og Kirkerup-sagen, som Philip Patrick Westh senere blev dømt for. 

Lene Frank ønsker dog ikke at gå dybere ind i Emilie Meng-sagen, men henviser i stedet til den interne evaluering, som politiet offentliggjorde konklusionerne fra i december sidste år. Hun tilføjer dog:

- Ofte får man en ulige offentlig dialog, fordi der er ting, vi som politi og offentlig myndighed ikke kan sige, og når vi forsøger at åbne op og besvare nogle af spørgsmålene, så bliver det ofte til en diskussion om, hvorvidt noget er en fejl eller ej, og det gør, at vi ikke får en nuanceret dialog, siger hun.

Afløseren er fundet

Lene Frank er især engageret i det organisatoriske arbejde, og her har der også været udfordringer.

- Flygtningekrisen kom til at præge meget af min tid her. Siden 2015 har vi arbejdet intenst på vores indsats ved grænsen, og det synes jeg, at vi er lykkedes med både i forhold til kontrol-delen og med at stable en dygtig efterforskningsenhed på benene. Det har jeg været glad for at arbejde med, siger hun og tilføjer:

- Vi har også arbejdet en del med forebyggelse og skabt en fast forebyggelses-organisation, så forebyggelsesdelen ikke bare hviler på nogle få ildsjæles indsats.

Om en måned flytter hun så ind i et nyt kontor på politigården i Esbjerg. Hendes afløser på politigården i Næstved bliver Henriette Rosenborg Larsen, der kommer fra en stilling som politidirektør i Sydøstjyllands Politi.