Nasa-sonde opsamler prøver fra måske farlig asteroide
Engang i 2100-tallet kan asteroiden Bennu i værste fald ramme Jorden. Nu skal Nasa-sonde nærstudere objektet.
Skulle det usandsynlige ske, at asteroiden Bennu kolliderer med Jorden engang i det 22. århundrede, vil det udløse et brag 80.000 gange kraftigere end atombomben, der udslettede Hiroshima i 1945.
Risikoen er så lille som 1 til 2700, vurderer eksperter. Alligevel bliver Bennu med en diameter på 500 meter klassificeret som "potentielt farlig asteroide". Dem kender videnskaben 1714 af, vurderet ud fra deres størrelse og nærhed til Jorden.
Den 8. september opsender USA's rumagentur, Nasa, rumsonden Osiris-Rex fra Cape Canaveral med kurs mod Bennu.
Sonden skal bruge de næste to år på at nå frem til asteroiden, som hvert sjette år passerer gennem Jordens bane under kredsløbet rundt om solen.
Osiris Rex-missionen har to formål, siger Michael Linden-Vørnle, astrofysiker og chefkonsulent ved DTU Space.
- Den skal give os endnu flere informationer om asteroiden, som jo er byggeaffald fra dengang, vort solsystem blev dannet - og dermed give os indsigt i de processer og mekanismer, der var på spil, siger han.
Den anden del af missionen skal øge menneskehedens chancer for at undgå katastrofer på Jorden som følge af asteroide-nedslag. I 2135 passerer Bennu ind mellem Jorden og månen, og det kan påvirke dens fremtidige bane.
- Vi vil jo gerne lære at "forstå fjenden" og få bedre mulighed for at finde de optimale metoder til at afværge faren, hvis Bennu eller en anden asteroide på et tidspunkt er på direkte kollisionskurs med Jorden, siger Michael Linden-Vørnle.
Osiris-Rex bruger fra 2018 et års tid på grundigt at undersøge Bennus kemiske sammensætning, mineralogi og geologi.
Desuden skal der opsamles mindst 60 gram materiale fra Bennus overflade, oplyser Dante Lauretta, professor i planetvidenskab ved Arizona University og forskningschef for missionen.
- Vi mener, at Bennu er en tidskapsel fra det tidlige solsystem. Så prøven kan muligvis give svar på de mest fundamentale spørgsmål, mennesker stiller - så som "Hvor kommer vi fra", siger Lauretta til ABC News.
Missionen varer til 2023, hvor Osiris-Rex forhåbentlig kan aflevere prøver af asteroidestøv til forskerne på Jorden.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie