Nato-lande lover Ukraine 300 milliarder i militærstøtte
Statsminister Mette Frederiksen (S) fik lejlighed til at hilse på både USA's præsident, Joe Biden, og Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, på Nato-topmødet i Washington. Her blev Nato-landene enige om militærstøtte til Ukraine det kommende år. Foto: Mandel Ngan/Ritzau Scanpix
Stoltenberg lagde oprindeligt op til støtte for 100 milliarder, men Ukraine må "nøjes" med 40 milliarder euro.
Nato-landene lover Ukraine 40 milliarder euro i militærstøtte i det kommende år. Det fremgår af erklæring fra Nato-topmødet i Washington.
Beløbet svarer til knap 300 milliarder kroner.
Dermed sender Nato-landene et signal til Ukraine om, at støtten vil fortsætte på det nuværende niveau i det kommende år.
Ifølge Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, skal de mange milliarder ses som et "minimum".
Det siger Stoltenberg på et pressemøde ved Nato-topmødet.
- Vi er blevet enige om et finansielt tilsagn til Ukraine. Det skal gøre Ukraine i stand til at bygge styrker, som er i stand til at vinde over Rusland og afskrække Rusland fra nye angreb, siger Jens Stoltenberg.
Trods de mange milliarder er der tale om en udvanding i forhold til det oprindelige udspil fra Stoltenberg.
Nato-chefen luftede i foråret muligheden for et tilsagn over fem år på 100 milliarder euro til Ukraine.
Det er på topmødet blevet barberet ned til ét år og 40 milliarder euro.
Statsminister Mette Frederiksen (S) glæder sig dog over, at tingene med hendes øjne bevæger sig i den rigtige retning for Ukraine.
- Hvis man ser tilbage på de seneste to et halvt år, så har det næsten været samme melodi hver eneste gang.
- Vi er startet med nogle små skridt. Så er vi nogle lande, der har presset på for større skridt, og så er vi nogle, der har taget nogle rigtig store skridt, og så er vi endt det rigtige sted.
- Jeg ser i virkeligheden processen omkring det her på samme måde, siger Mette Frederiksen.
Tilsagnet er dog ikke juridisk bindende for kommende regeringer.
Dermed kan eksempelvis Donald Trump feje det af bordet, hvis han bliver valgt til ny præsident i USA med ønsket om at presse Ukraine til fredsforhandlinger.
Tilsagnet er et af fem elementer, som Nato-landene er enige om i forsøget på at styrke Ukraines evne til at forsvare sig selv.
Ud over de 40 milliarder euro vil Nato overtage koordinationen af den militære støtte og træning af ukrainske soldater.
Den har hidtil været varetaget af USA i samarbejde med de mere end 50 lande, der støtter Ukraine militært.
Fremover skal støtten varetages af en tre-stjernet general støttet af 700 medarbejdere placeret i Tyskland.
På topmødet er Nato-landene desuden kommet med konkrete militære bidrag til Ukraine.
Tirsdag blev den mest efterspurgte donation offentliggjort. Den består af fem avancerede luftforsvarssystemer, som skal beskytte Ukraine mod russiske missil- og droneangreb.
Men der er også blevet meddelt flere andre donationer af militært udstyr.
Danmark har eksempelvis underskrevet et såkaldt "letter of intent" om at medvirke til at levere én million små angrebsdroner til Ukraine sammen med andre Nato-lande.
Derudover vil flere Nato-lande ifølge Stoltenberg underskrive bilaterale sikkerhedsaftaler med Ukraine.
Danmark har allerede indgået en sådan aftale med Ukraine. Den sætter rammen for den militære og civile støtte for de næste ti år.
Sikkerhedsaftalerne fungerer dermed som en slags forsikring til Ukraine om, at hjælpen vil fortsætte.
Det sidste af de fem elementer er et træningscenter i Ukraines naboland Polen.
Her skal de ukrainske styrker uddannes efter Nato-standarder, så de fuldt ud kan operere ved siden af Nato-styrker.
Det er endnu et skridt på vejen mod, at landet kan blive medlem af Nato, siger Stoltenberg.
/ritzau/
Seneste artikler
Lynnedslag i landejendom
Dropper kirkegård: Stigende interesse for at blive begravet i skoven
Kommende læger har valgt øerne til: - Basen her er ret god
Han tog fra Australien til Marielyst for at passe på strandgæsterne
Nu har kendt læge slået cafédørene op
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Ulovligt hotel: Kommunen fandt 52 sengepladser i enfamiliehus
Gård til salg for svimlende millionbeløb
Medie: Ny rockerboss har lokale rødder
Besparelse splitter byrådet: Nu sænkes beredskabet på øerne