Norske diplomater befandt sig nær missilangreb mod ukrainsk by
Et hotel er en af de bygninger, der fredag blev ramt af et russisk missilangreb i havnebyen Odesa. Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Den historiske bymidte i byen Odesa er blevet ramt af missilangreb. Norske diplomater befandt sig i nærheden.
Et russisk missilangreb ramte fredag aften den ukrainske havneby Odesa og ødelagde dele af byens historiske bymidte.
Det oplyser Odesas guvernør samt byens borgmester.
Desuden oplyser Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, at angrebet blandt andet ramte i nærheden af flere norske diplomater.
Norges udenrigsministerium har ifølge det norske nyhedsbureau NTB oplyst, at alle de norske diplomater er i god behold.
I en mail til NTB skriver ministeriet:
- Vi kan bekræfte, at der har været et større angreb i Odesa her til aften mod et område, hvor norsk personale fra ambassaden vil til stede. De er i god behold.
Ifølge præsident Zelenskyj var der tale om "et overlagt angreb", som understreger Ukraines behov for hjælp til at styrke luftrummet.
- Igen og igen siger vi, at luftforsvar er vores øverste prioritet. Vi samarbejder med alle vores allierede om at sikre mere beskyttelse til vores land, sagde Zelenskyj fredag i sin faste aftentale til det ukrainske folk.
Odesas guvernør, Oleh Kiper, oplyser, at syv personer er blevet såret i angrebet. Ingen af dem er umiddelbart i kritisk tilstand.
Flere historiske bygninger er også blevet beskadiget, skriver Reuters.
Odesas havn ud til Sortehavet er på Unescos Verdensarvsliste.
- Russiske terrorister har angrebet Odesas historiske bymidte med missiler, skriver borgmester Hennadij Trukhanov på Telegram.
- Der er store skader og ødelæggelser i det Unesco-beskyttede område. En bygning, der er under udvidet beskyttelse, er blevet beskadiget, skriver borgmesteren ifølge nyhedsbureauet AFP.
Krigen i Ukraine har snart stået på i tre år.
Den blev indledt, da Ruslands præsident, Vladimir Putin, i de tidlige morgentimer den 24. februar 2022 beordrede en "særlig militær operation".
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie