Omstridt fransk burkiniforbud lider nederlag i retten
Flere borgmestre vil fortsætte med burkiniforbud til trods for domsafgørelse, der suspenderer forbuddet.
Den omstridte beslutning om at forbyde beklædningsdelen burkini i flere franske byer, ser nu ud til at måtte ændres.
Den franske forvaltningsdomstol har fredag valgt at suspendere det omdiskuterede burkiniforbud i byen Villeneuve-Loubet, indtil der kommer en endelig afgørelse, beretter BFM TV ifølge Reuters.
Dagens afgørelsen kommer, efter at menneskerettighedsorganisationen League of Human Rights har bragt sagen for retten.
I det franske retsvæsen kan man lave midlertidige afgørelser i sager, inden retten når frem til en endelig afgørelse.
Den franske retsinstans siger i en udtalelse, at loven om at forbyde burkinier "klart bryder med fundamentale frihedsrettigheder om, at man kan gå, hvor man vil, at man kan have den religion, man ønsker og den individuelle frihedsret".
Rettens afgørelse vedrører byen Villeneuve-Loubet, der ligger vest for Nice.
Men burkiniforbuddet har bredt sig til en række andre franske badebyer. Hvorvidt rettens suspendering også vil gælde i disse byer er endnu uvist.
Flere franske borgmestre siger dog efter afgørelsen, at de vil holde fast i forbud mod beklædningsdelen burkini, til trods for fredagens dom, skriver AFP.
Borgmesteren i Nice udtaler, at man vil fortsætte med at give kvinder bøder, der bærer burkini, mens borgmesteren i Frejus siger "reglerne i Frejus er stadig valide".
Forbuddet fra bystyret i Villeneuve-Loubets er begrundet med, at burkinien udstiller et religiøst tilhørsforhold. Dermed mener man, at den svækker sikkerheden i lyset af de angreb, som islamister har stået bag i Frankrig.
Men de franske byers beslutning har vakt harme i flere lande og på de sociale medier.
Blandt andet har der torsdag været en demonstration i London mod forbuddet.
I Frankrig er det især hos de konservative politikere, at forbuddet møder opbakning.
Blandt dem er den tidligere franske præsident Nicolas Sarkozy, der har udtalt, at han vil indføre et nationalt forbud mod burkinier, hvis han vinder det franske præsidentvalg næste år.
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie