Over tusind døde efter skælv i Kina

Dødstallet efter det kraftige jordskælv, der tidligere på ugen ramte en tibetansk region i Kina, nåede fredag op over tusind.

Det statslige nyhedsbureau Xinhua skriver, at 1144 døde er gravet ud af ruinerne efter onsdagens jordskælv, der målte 6,9 på richterskalaen.

Dødstallet ventes at stige yderligere, idet mere end 400 personer fortsat er savnet. Over 11.000 blev kvæstet ved jordskælvet.

Overlevende i regionen er i fuld gang med at forberede begravelserne af de mange dødsofre. I byen Jiegu i Qinghai-provinsen så en journalist fra nyhedsbureauet AFP hundredvis af lig, der lå ved et tibetansk buddhistisk tempel, hvorfra de døde begraves lørdag.

/ritzau/AFP

Antallet af døde efter jordskælvet i Kina er oppe på 1144 og ventes at stige yderligere. Flere end 400 savnes stadig. Lørdag skal hundredvis af ofre begraves.

Offentliggjort Sidst opdateret