Paven kalder på et endeligt opgør med overgreb i kirken
Søndag er sidste dag på et topmøde i Vatikanet, hvor 115 ledende biskopper fra den katolske kirke er samlet for at diskutere seksuelt misbrug. Foto: Giuseppe Lami/Ritzau Scanpix
Giuseppe Lami/Ritzau Scanpix
Retningslinjer til at forebygge overgreb, skal strammes, siger paven som afslutning på topmøde i Vatikanet.
Det skal være slut med, at præster i den katolske kirke misbruger og krænker mindreårige seksuelt. Det slår pave Frans fast i sin afsluttende tale på et historisk topmøde i Vatikanet.
Her kalder den katolske kirkes leder på et "endeligt opgør" mod seksuelt misbrug, som han omtaler som en modbydelig forbrydelse.
I kampen mod dem, der begår overgreb, vil der ikke blive sparet på noget. Ej heller vil kirken mørklægge eller undervurdere misbrug, lød det fra paven.
Han lover, at de retningslinjer, der bliver brugt af kirkens nationale biskopper til at forhindre misbrug vil blive evalueret og styrket.
Omkring 115 ledende katolske biskopper har været samlet til det fire dage lange topmøde i Vatikanet. Søndag er den afsluttende dag.
Formålet med det store møde har været at diskutere tiltag, der kan forebygge præsters og biskoppers overgreb på børn.
Men forkæmpere for misbrugsofre har efter talen udtrykt dyb skuffelse. De mener, at paven primært gentog gamle løfter.
Den amerikanske organisation bishopaccountability.org, som arbejder med at kortlægge misbrug begået af katolske præster, kaldte det en "lamslående skuffelse".
- Mens verdens katolikker hungrer efter konkret forandring, insisterer paven på at levere lunkne løfter, som vi har hørt før, siger medlemmet Anne Barett-Doyle.
Det usædvanlige topmøde er blevet stablet på benene i kølvandet på mange års afsløringer fra hele verden.
Sagerne handler om systematiske overgreb og misbrug af børn, unge og nonner. Det er blandt andet sket i Australien, Europa, Nordamerika og Chile.
Efter topmødet er det meningen, at Vatikanet vil formulere opfølgende tiltag. Det skal sikre, at biskopperne vender hjem til deres respektive lande med viden, om hvordan de bruger såkaldte tiltag for at undgå misbrug.
Der er omkring 1,3 milliarder katolikker i verden. Det skønnes, at der er godt 40.000 katolikker i Danmark.
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie