Prokurdisk parti er med i tyrkisk overgangsregering
Erdogan godkender den regering, der skal lede Tyrkiet frem til valget. To ministre er fra prokurdisk parti.
For første gang får et pro-kurdisk parti ministerposter i en tyrkisk regering. Det står klart, efter Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, fredag godkendte den overgangsregering, der skal lede Tyrkiet frem til valget den 1. november.
To parlamentsmedlemmer fra det prokurdiske parti HDP bliver henholdsvis udviklingsminister og minister med ansvar for EU, oplyser premierminister Ahmet Davutoglu, der har sammensat den midlertidige regering.
Ved valget i juni klarede HDP sig godt og blev for første gang valgt ind i parlamentet. Derimod formåede regeringspartiet, Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (AKP), ikke at sikre sig tilstrækkeligt med stemmer til at kunne regere alene, som det har gjort siden 2002.
Men det har heller ikke været muligt for AKP at forhandle sig frem til en koalitionsaftale med et af de tre andre partier i parlamentet.
Derfor skal de tyrkiske vælgere til stemmeurnerne for anden gang på få måneder den 1. november.
Medlemmerne af den 26 mand store overgangsregering, der nu er indsat frem til valget, er overvejende fra AKP, men foruden det prokurdiske HDP er der også blevet en enkelt ministerpost til det nationalistiske højrefløjsparti MHP.
Ifølge tyrkisk lov skal en sådan overgangsregering inkludere alle partier, som skal være proportionelt repræsenteret. Men det sekulære Republikanske Folkeparti (CHP) afstod fra at blive en del af den midlertidige regering, og det meste af MHP besluttede også, at de ikke ville deltage, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie