Putin åbner udstilling med vestlige militærkøretøjer fra Ukrainekrigen

Rusland har ifølge russiske medier erobret to tyske Marder-kampkøretøjer i Ukraine. Det her skal være en af dem, og den kan ses på udstillingen. Foto: Ulf Mauder/Ritzau Scanpix

På Sejrspladsen i Moskva er der normalt en permanent udstilling om Sovjetunionens sejr over Nazityskland. Nu viser Rusland også vestligt krigsbytte fra Ukraine.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der har i den seneste uges tid været tung trafik med militærtransporter ind mod højdedraget Poklonnaya Gora i den russiske hovedstad, Moskva.

På sociale medier er der vist billeder og videoer af transporter efter mørkets frembrud, og forsvarsministeriet har nu fortalt, hvad det er.

Det er vestlige militærkøretøjer.

De blev sendt til Ukraine for at blive brugt mod russerne i krigen.

Bradley-kampkøretøjer fra USA, pansrede Marder-køretøjer og Leopard-kampvogne fra Tyskland, CV90 fra Sverige, AMX-10RC fra Frankrig.

Køretøjerne er erobret af den russiske hær og skal nu udstilles, siger ministeriet.

- Der udstilles flere end 30 typer militærkøretøjer, fremstillet i 12 lande.

- Det er USA, Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Tyrkiet, Sverige, Tjekkoslovakiet (Tjekkiet og Slovakiet fra 1993, red.), Sydafrika, Finland, Australien, Østrig og Ukraine, skriver det russiske nyhedsbureau Tass.

Tass skrev mandag, at en amerikansk Abrams-kampvogn også er erobret i Ukraine.

- Den ødelagte amerikanske kampvogn blev hurtigt afleveret til Moskva, hvor den udstilles i Den Patriotiske Park på Poklonnaya Gora, siger forsvarsministeriet i en erklæring.

Udstillingen åbner onsdag den 1. maj og er åben i en måned.

Netavisen euroasiantimes.com skriver, at der også udstilles håndvåben, kort og "ideologisk litteratur" fundet på ukrainske soldater.

Tass skriver, at der udstilles droner og Starlink-udstyr, der er et system af satellitter, som Elon Musk har lavet. Det giver ukrainsk militær internetadgang.

Det er ikke unormalt, at lande i krig udstiller krigsbytte. I Kyiv, Ukraines hovedstad, har der været udstillet russiske kampvogne.

Sådan ser indgangen til udstillingen ud. "Vor sejr er uundgåelig", står der. Foto: Ulf Mauder/Ritzau Scanpix

Ruslands krigsbytte udstilles på Sejrspladsen ved Poklonnaya Gora.

Pladsen er historisk blevet brugt til at vise sejre. Tidligere blev Ruslands sejr over Napoleon udstillet.

I 1980'erne blev Sovjetunionens sejr over Nazityskland også udstillet, og det gør den stadig.

I 1995 var en større modernisering af området færdig, og det faldt sammen med 50-året for sejren over Nazityskland.

I officiel russisk propaganda kan der trækkes en forbindelse mellem de vestlige køretøjer og historien.

Rusland kalder Ukraines regering og soldater for nazister.

Sovjetunionen blev opløst i 1991, men Ruslands præsident, Vladimir Putin, og hans styre trækker ofte paralleller mellem Sovjetunionens og Ruslands historie.

Ruslands militære styrker er i fuld gang med at øve sig til den store parade på den årlige Sejrsdag den 9. maj. Foto: Yulia Morozova/Reuters

Hver år den 9. maj fejrer Rusland sejren over Nazityskland, der overgav sig den 8. maj 1945. Da beskeden nåede Moskva, var det den 9. maj.

Dagen kaldes Sejrsdagen. Putin har som præsident ofte markeret den med store militærparader på Den Røde Plads.

Putin holder også typisk en tale.

I fjor var paraden dog nedskaleret.

Om det også bliver med lav profil i år, ved vi mere om den 9. maj. Men den afholdes blot små 12 kilometer fra Sejrspladsen og med de erobrede Nato-køretøjer.

I de seneste dage har militæret holdt paradeøvelser i Moskva.

Men rundt om i Rusland skrues der ned for paraderne. Newsweek skriver, at mindst 23 byer har aflyst den årlige parade. Nogle af byerne begrunder det med "sikkerhedshensyn".

Et interkontinentalt ballistisk Yars-missil køres igennem Moskva forud for paraden den 9. maj. Foto: Yulia Morozova/Reuters

/ritzau/

Ruslands udstilling på Sejrspladsen

* Rusland åbner den 1. maj en udstilling, som ifølge russiske oplysninger viser 30 forskellige militærkøretøjer, der er erobret i Ukraine. Der skal være mange vestlige køretøjer blandt dem.

* Udstillingen varer i en måned og er således åben, mens Rusland fejrer sin årlige store Sejrsdag den 9. maj. På denne dag fejrer Rusland sejren over Nazityskland.

* Udstillingen finder sted på Sejrspladsen i Ruslands hovedstad, Moskva.

* På Sejrspladsen er der i forvejen en permanent udstilling, som viser Sovjetunionens sejr over Nazityskland i 1945.

Kilder: Tass, Newsweek.

/ritzau/

Trods regnvejr og mørke har øvelserne forud for Sejrsdagen trukket mange russere ud på gaderne for at se, hvad der sker. Foto: Yulia Morozova/Reuters
En pige hilser på en militærparade, der øver sig op til den 9. maj. Foto: Yulia Morozova/Reuters

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu