Rekordmange af verdens mest magtfulde skal løse kriser i Davos
Der vil som altid være høj sikkerhed i alpebyen Davos i Schweiz, når det økonomiske topmøde løber af stablen. Kritikere mener, at mødet i virkeligheden bare er et nytteløst, lukket møde for verdens elite. (Arkivfoto). Foto: Markus Schreiber/Ritzau Scanpix
Arrangør håber med økonomisk møde i Schweiz at kunne fremme det internationale samarbejde i kampen mod kriser.
Når dette års udgave af det økonomiske topmøde i Davos i Schweiz løber af stablen i denne uge, bliver det med masser af indflydelsesrige og magtfulde mennesker til stede.
For rekordmange erhvervs- og regeringsledere tager ifølge arrangøren, Verdens Økonomiske Forum (World Economic Forum - WEF, red.), turen til den schweiziske alpeby.
Ved årets møde i Davos ventes der over 2700 ledere fra regeringer, erhvervslivet og civilsamfundet.
Blandt årets deltagere er for eksempel EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, og Tysklands forbundskansler Olaf Scholz.
Og der er nok at tage fat på for de fremmødte. For topmødet finder sted på et tidspunkt, hvor verden er præget af kriser.
Kriser som inflation, lav vækst, energikrise, krig og klimaforandringer er alle på dagsordenen ved årets møde, der har fået overskriften "Samarbejde i en Fragmenteret Verden".
Der bliver ikke som sådan taget beslutninger ved mødet.
Men WEF insisterer på, at mødet har potentiale til at bringe beslutningstagere tættere sammen, mens verden står over for flere kriser og geopolitiske spændinger.
Arrangøren håber, at mødet kan bruges som en rettesnor for, hvordan den globale økonomi skal håndteres i en krisetid, og hvordan den skal se ud i fremtiden.
- Vi sidder alle fast i en krisetankegang, sagde Klaus Schwab, WEF-grundlægger og -formand, på et pressemøde forud for mødet.
- Davos skal hjælpe til med at ændre den tankegang.
Coronapandemien og krigen i Ukraine chokerede ifølge WEF et "skrøbeligt globalt system". Derfor er drøftelser af mulige nye systemer og fremgangsmåder på dagsordenen.
Der er brug for nytænkning for at løse nutidens kriser og undgå dem i fremtiden, lyder argumentationen.
Mødet i Davos er det 53. af sin slags og varer fra mandag til fredag.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie