Rusland åbner nyt medie: Skal bekæmpe Vestens propaganda
Det statslige medie vil tilbyde nyheder på 30 sprog som alternativ til "aggressiv propaganda" fra Vesten.
Vestlige medier er med til at danne et forkert indtryk af Rusland og verden i det hele taget.
Det er i hvert fald begrundelsen for, at russerne mandag lancerede et nyt statsdrevet nyhedsbureau, der skal fungere som et alternativ til Vestens "aggressive propaganda, der promoverer en unipolær verden" styret af USA.
Sputnik, som nyhedsbureauet hedder, har en hjemmeside og et netværk af radiostationer i over 30 forskellige lande, fortæller Dmitrij Kiseljov, der er chef for det statslige mediekonglomerat Rossija Segodnja.
- Vi er imod aggressiv propaganda, som i øjeblikket bliver ført i verden, og som bygger på tanken om en unipolær verden. Vi vil sige det, andre tier om. Verden er træt af, at ét land ser sig selv som exceptionelt, siger Kiseljov med henvisning til USA.
Kiseljov betegnes som en central figur i det russiske propagandaapparat, og han er kendt for sine rabiate synspunkter om Vesten og homoseksuelle. Han er med på listen over personer, der ikke må rejse ind i EU-lande, og som har fået indefrosset eventuelle økonomiske midler i unionen.
I 2012 foreslog han, at homoseksuelle folks hjerter skulle brændes, hvis de omkom i en ulykke, så hjerterne ikke kunne blive doneret til andre mennesker. Tidligere i år har han sagt, at Rusland kan forvandle USA til "radioaktiv aske".
Sputnik-nyhedstjenesten kommer til at erstatte nyhedsbureauet Ria Novostis ikke-russiske tjenester.
I dag findes Sputniks hjemmeside kun på engelsk med særlige versioner målrettet Storbritannien og USA. Men målet er at rapportere på 30 forskellige sprog i 2015.
Hjemmesiden og radiostationerne skal drives fra kontorer i 25 byer, og der skal ansættes mellem 30 og 100 personer hvert sted, fortæller Kiseljov.
Den russiske regering forsøger i forvejen at lægge et hårdt pres på kritiske medier i landet.
Tidligere i november modtog en radiostation blandt andet en advarsel mod, at den "retfærdiggjorde krigsforbrydelser", efter at stationen havde sendt et program, hvor man diskuterede konflikten i det østlige Ukraine.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie