Russere i provinsen tvivler på Trumps evner til at slutte krigen

Livet går stille i den lille russiske by Vereja, som har en lang historie. Men krigen i Ukraine påvirker også byens 5000 indbyggere, der har 600 kilometer til fronten. Foto: Alexander Nemenov/Ritzau Scanpix

Den lille russiske by Vereja har givet ofre til krigen i Ukraine. Det ser man på kirkegården. Indbyggerne ønsker krigen afsluttet, men tvivler på Trumps evner.

Offentliggjort Sidst opdateret

Markedspladsen er belagt med brosten, kirkens kuppel er gylden, og den russiske by Vereja har kun få tegn på, at Ruslands krig mod Ukraine nu har stået på i godt tre år.

Men selv her omkring 600 kilometer fra fronten og næsten to timers kørsel fra hjertet af Moskva, Ruslands hovedstad, siger indbyggerne, at krigen skulle være afsluttet for længe siden.

På kirkegården i Vereja ligger der fotografier af faldne soldater mellem blomsterne på grave. Flag fra russiske militærdivisioner blafrer i vinden.

Byen har omkring 5000 indbyggere, og flere af dem siger, at de har haft håb om, at Donald Trump, der blev USA's præsident den 20. januar, kunne mægle en fred på plads mellem Rusland og Ukraine.

Men kun få af dem har troet på, at det faktisk ville lykkes. Det har mest været håb.

- Det ville have været meget interessant, hvis Donald Trump og Vladimir Putin (Ruslands præsident, red.) kunne sætte sig sammen, drøfte tingene, give hånd og lukke sagen, siger den 48-årige Efim Semenikhin, der er graver på kirkegården.

Trump har i sine første tre måneder som præsident forbedret USA's forhold til Putin, og det er en helt anden politik, end Joe Biden, Trumps forgænger, førte.

Biden var på linje med Europa og holdt Putin ansvarlig for krigen, fordi Rusland angreb Ukraine.

Trump har derimod presset begge parter for at få en våbenhvile på plads. Ukraine og mange iagttagere mener dog, at Trump mest har lyttet til Ruslands krav i konflikten og ikke til Ukraines.

Vereja ligger mellem nogle grønne højdedrag og kan overfladisk set minde om en alpinsk landsby med de små gader og huse i lyse farver.

Noget af det, som byen lever af, er produktion af flag, og dem er der stor efterspørgsel på i en tid med krig.

Flere indbyggere mener, at det er mere usikkert end længe, om der kommer fred.

- Alt var så dårligt under Joe Biden. Så kom Trump, og det var, som om der kom et håb om, at i 2025 ville det hele langt om længe slutte, siger den 51-årige museumsarbejder Natalia.

- På et tidspunkt begyndte jeg endda at tænke, at Trump måske virkelig er vores mand.

Kirkegården i Vereja viser med al tydelighed, at russiske soldater er i krig. Faldne soldater er begravet her, og flag fra deres militærdivisioner blafrer i vinden. Foto: Alexander Nemenov/Ritzau Scanpix

Men, fortæller hun, det håb brast, da Trump ikke afsluttede konflikten "samme dag", som han vendte tilbage til Det Hvide Hus, sådan som han havde lovet.

- Hvis det var sådan, så ville han også have slukket for Starlink, tilføjer hun.

Det er en henvisning til det netværk af satellitter, som det ukrainske militær bruger til at få internet. Systemet ejes af Trumps milliardærven Elon Musk.

- Det gjorde han ikke. Trump er skuffende inkonsekvent. Jeg kan ikke stole på ham, siger Natalia.

Igor, en kranfører, mener, at Trump er bedre end Biden, men at freden stadig er langt væk.

- Der har været så mange løfter fra Trump, men intet har ændret sig. Det er kun ord, siger den 65-årige mand.

Jelena Solodkaja, mor til fem, er enig.

Den 48-årige Efim Semenikhin er graver på byens kirkegård. Han havde håbet, at Trump og Putin kunne sætte sig sammen og få afsluttet krigen i Ukraine. Foto: Alexander Nemenov/Ritzau Scanpix

Hun "stoler ikke på politikere".

- Nej, nej til Trump. Nej. Der er tale om politikere, ikke almindelige mennesker. De er anderledes, siger hun.

Alisa er 20 og servitrice på en café. Hun er mere optimistisk.

- Det, jeg hører i nyhederne, er, at der er samtaler mellem Putin og Trump. De er succesrige, tror jeg.

- Og jeg tror, at vi på grund af det vil klare os godt, siger hun.

Hun serverer burgere og Coca Cola. Det er amerikansk fastfood, som stadig er populær i Rusland trods sanktioner og en antiamerikansk stemning.

Alisa håber, at fastfoodkæder som McDonald's vender tilbage. Den forlod Rusland, da krigen kom.

Den 37-årige Jelena Solodkaja er mor til fem. Her er hun med fire af børnene. Hun stoler ikke på Trump. Faktisk stoler hun slet ikke på politikere. - De er anderledes, som hun siger. Foto: Alexander Nemenov/Ritzau Scanpix

- Jeg vil gerne, at den samme McDonald's kommer tilbage, siger hun.

- Sådan at intet har ændret sig. At alt bliver, som det var.

/ritzau/AFP

Fem punkter om Vereja

* Byen Vereja ligger omkring 120 kilometer sydvest for Ruslands hovedstad, Moskva.

* Der er omkring 600 kilometer fra Vereja til fronten i Ukraine.

* Vereja har godt 5000 indbyggere. Indbyggertallet har ligget omkring de 5000 siden 1856.

* Byen har en rig historie, der går tilbage til år 1371. Der er ikke ført jernbanespor til byen, og livet leves stille her. Der er patriarkalske traditioner.

* En af byens indtægtskilder er flag, som der er stor efterspørgsel på i en tid med krig.

Kilde: AFP.

/ritzau/

20-årige Alisa i fuld sving med arbejdet som servitrice på en cafe i Vereja. Hun har ungdommens optimisme. Hun har hørt i nyhederne, at Trump og Putin taler sammen, og de skal nok få problemerne løst, mener hun. Foto: Alexander Nemenov/Ritzau Scanpix
Man kan få sin motion med en kanotur på Protva-floden, der løber igennem den lille by. Foto: Alexander Nemenov/Ritzau Scanpix
Ritzau Grafik. Foto: MAKI/Free

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu