Seks bjergbestigere er omkommet i Frankrig

Seks bjergbestigere er omkommet i de franske alper, oplyser myndighederne i Frankrig.

De dræbte blev angiveligt ramt af en lavine af sne og sten under en klatretur lørdag ved Neige Cordier i 2700 meters højde.

Søndag blev de døde bjergbestigere fundet af en bjergvandrer, og deres lig er nu evakueret med helikopter til den nærliggende landsby Villar d'Arene.

- Ofrene var bundet sammen med reb, og de klatrede i to grupper, siger byens borgmester, Xavier Cret.

- Det ser ud som om, at de blev ramt af en blanding af sten og sne, tilføjer han.

Bjergbestigernes nationalitet kendes endnu ikke.

/ritzau/AFP

En bjergvandrer har fundet ligene af seks bjergbestigere, som er omkommet i en lavine i de franske alper.

Offentliggjort Sidst opdateret