Selvudnævnt borgmester: Vi vil vinde Slavjansk
I en video på en lokal hjemmeside opfordrer oprørslederen og den selvudnævnte borgmester i Slavjansk, Vjatjeslav Ponomarjov, alle bevæbnede mænd til at kæmpe mod den ukrainske hær, der fredag morgen satte et angreb ind på byen, der ligger i det østlige Ukraine.
- Vi vil forsvare byen, og vi vil vinde, siger Ponomarjov, der var klædt i camouflageuniform og iført en skudsikker vest og hjelm.
Oprørslederen opfordrer samtidig kvinder og børn til at blive inden døre.
Fredag morgen indledte Ukraine, hvad de prorussiske separatister kalder et frontalt militært angreb på byen Slavjansk i det østlige Ukraine.
Pansrede køretøjer og snesevis af soldater rykkede hurtigt ind og fjernede ni af separatisternes vejbarrikader.
De prorussiske separatister slog dog tilbage med overraskende styrke, og to ukrainske helikoptere blev skudt ned. De to ombordværende blev dræbt.
Tabene på oprørernes side er ukendte, men ifølge Ukraines fungerende præsident, Oleksandr Turtjynov, er mange oprørere blevet dræbt under den ukrainske offensiv i byen.
- De kriminelle har lidt store tab. Mange er dræbt, sårede, og mange er taget som fanger, siger Turtjynov i en tv-transmitteret tale.
Ifølge de pro-russiske separatister selv er tre oprørere og to civile blevet dræbt under kampene i Slavjansk.
Den ukrainske hær forsøger at genvinde kontrollen med byens rådhus, som i de seneste uger har været besat af de prorussiske separatister.
De militante har taget syv OSCE-observatører som gidsler. Heriblandt en dansker.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie