Nabolandene Serbien og Kosovo er efter lang tids forhandlinger enedes om, at Kosovo kan repræsentere sig selv og optræde under sit eget navn ved regionale møder, til trods for at Serbien stadig ikke anerkender sin tidligere provins' selvstændighed.
Kosovo har hidtil formelt været repræsenteret af FN. Som led i kompromisset vil navnet Kosovo på skrift blive fulgt af en stjerne, der henviser til en fodnote, der angiver, at konflikten om Kosovos endelige status stadig er uløst.
Samtidig er landene blevet enige om en række detaljer om kontrollen af deres fælles grænse, efter at der nu i mange måneder har været uroligheder og sammenstød i grænseregionen i det nordvestlige Kosovo, hvor der bor mange etniske serbere.
Aftalen kommer på et vigtigt tidspunkt for Serbiens langvarige forsøg på formelt at opnå status som EU kandidatland.
Et markant flertal af de 27 EU-lande var egentlig klar til at træffe beslutningen i december. Men især Tyskland strittede imod. Derfor blev beslutningen udsat til det møde, europaministrene holder tirsdag i næste uge.
Både EU's udenrigsrepræsentant, Catherine Ashton, og den danske europaminister, Nicolai Wammen, hilser fredagens aftale velkommen, men begge undlader at konkludere, at alt nu er klar til, at EU kan træffe sin endelige beslutning.
- Jeg ser aftalen som et vigtigt bidrag til rådsmødet. Den er et klart bevis på, at både Serbien og Kosovo ønsker at komme videre, både i deres indbyrdes forhold og deres relationer til EU, siger Wammen i en kommentar til Ritzau.
Det er dog stadig langt fra givet, at aftalen vil være nok til at tilfredsstille de mere forsigtige EU-lande. Spørgsmålet om Kosovos status er også følsomt blandt en anden gruppe på fem EU-lande, der ikke har anerkendt Kosovos selvstændighed.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie