Skandale-borgmester indlagt med mulig kræftsvulst
Torontos borgmester, Rob Ford, kæmper for genvalg efter længere afvænningsperiode for stof- og alkoholmisbrug.
Den skandaleramte borgmester i den canadiske storby Toronto, Rob Ford, er onsdag blevet indlagt på hospitalet, efter at indledende undersøgelser har vist tegn på en mulig kræftsvulst i maven.
- Tidligere i dag (onsdag, red.) blev borgmester Rob Ford indlagt på Humber River Hospitals akutafsnit med smerter i maven, som har varet ved i mindst tre måneder og er blevet forværret inden for de seneste 24 timer, siger hospitalsdirektør Rueben Devlin ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Undersøgelserne har indtil nu ført til, at vi arbejder ud fra, at der er tale om en tumor. Borgmesteren er blevet indlagt til yderligere undersøgelser for at stille en sikker diagnose, siger hospitalsdirektøren.
Den kontroversielle borgmester vendte i juni tilbage til arbejdet efter to måneder, hvor han har været i afvænning for et misbrug for stoffer og alkohol.
Rob Ford gik på afvænning, efter at nogle afslørende videoer af ham dukkede op sidste år. Videoerne viste blandt andet, at han røg crack og opførte sig ubehøvlet i stærk beruset tilstand.
I første omgang benægtede den 45-årige borgmester, at han havde røget crack. Men senere gik han til bekendelse og sagde, at han havde drukket sig fra sans og samling, da han inhalerede stoffet.
Byrådet i Toronto fratog i november sidste år de fleste af hans beføjelser som borgmester.
På trods af sygdom, afvænning og skandalesager søger Rob Ford genvalg som borgmester ved næste måneds kommunalvalg i den canadiske storby.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie