Skuespiller er tiltalt for 16 lovbrud efter påstået overfald
Jussie Smollett er tiltalt for overtrædelse af den offentlige orden efter et angiveligt iscenesat overfald.
Den amerikanske skuespiller Jussie Smollett er tiltalt for 16 tilfælde af brud på loven. Smollett er blandt andet tiltalt for overtrædelse af den offentlige orden og for at have afgivet falsk vidneforklaring.
Det har et nævningeting i Chicago besluttet.
Den 36-årige skuespiller, som spiller Jamal Lyon i successerien "Empire" på Fox, har hævdet over for politiet, at han den 29. januar blev overfaldet af to maskerede mænd, som tæskede ham og kom med racistiske og homofobiske tilråb.
Jussie Smollett er sort og erklæret homoseksuel.
Ifølge Smollett skulle mændene samtidig have sagt, at "det her er Maga-land". Maga er en forkortelse for Make America Great Again - præsident Donald Trumps slogan.
Knap en måned senere - den 21. februar - bliver Jussie Smollett anholdt og sigtet for falsk vidneforklaring.
Ifølge politiet i Chicago har han selv hyret to mænd til at udføre angrebet. Angiveligt fordi han var utilfreds med sin løn for Fox-serien "Empire".
Jussie Smollett nægter selv at have spillet en rolle i angrebet.
Smolletts advokater har endnu ikke kommenteret de 16 tiltalepunkter. Da Smollett blev sigtet i februar kom de med følgende udtalelse:
- Som alle andre borgere er Smollett uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Særligt når vi har at gøre med en efterforskning, hvor både rigtige og urigtige oplysninger er blevet lækket.
Politiet mistænker desuden Smollett for at have sendt flere racistiske og homofobiske breve til sig selv i et forsøg på at fremme sin karriere.
Da Jussie Smollett først anmeldte den påståede hadforbrydelse til politiet, strømmede det ind med støttebeskeder fra politikere og filmstjerner.
Men både kritiske medier - og nu også politiet og et nævningeting - har altså været med til at så tvivl om hans forklaring.
Smollett er også blevet skrevet ud af dramaserien "Empire" som følge af sagen.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie