Statsminister: Russiske medier spreder falske nyheder om Sverige
Ifølge Sveriges statsminister har russiske medier fejlagtigt skrevet, at han ønsker atomvåben på svensk jord.
Den svenske statsminister, Ulf Kristersson fra Moderaterna, advarer onsdag om, at russiske medier spreder falske nyheder om Sverige. Derfor skal svenskerne være på vagt.
Udmeldingen kommer i en situation, hvor Rusland fortsætter sin invasion af Ukraine, mens Sverige er på vej til at få medlemskab af forsvarsalliancen Nato.
Ifølge flere russiske medier skulle Ulf Kristersson gå ind for placering af atomvåben på svensk jord. Det vil være en trussel mod Rusland og kunne måske medføre en reaktion fra russerne.
Men det er ikke rigtigt, at Sverige ønsker atomvåben på svensk jord, siger Ulf Kristersson på et pressemøde i Stockholm onsdag.
- Der spredes åbenlys misinformation om Sveriges holdning til atomvåben. Det sker, mens Sverige og Finland er ved at tiltræde Nato.
- Min besked til svenskerne er, at man skal være forsigtig. Svenskerne skal undgå at sprede misinformation eksempelvis på sociale medier, siger Ulf Kristersson.
Den svenske statsminister er dermed bekymret for, at falske russiske nyheder kan få et liv på de sociale medier i Sverige. Det vil ifølge Ulf Kristersson kunne medvirke til at øge polariseringen i Sverige.
RBC, Gazeta, Lenta, News.ru og Kommersant er blandt de medier, som ifølge svenske medier hævder, at den svenske statsminister skulle have talt for atomvåben på svensk jord i forbindelse med den årlige sikkerhedskonference "Folk och Försvar" i Sälen i søndags.
Kristersson afviste påstanden i et indlæg på Facebook tirsdag aften.
– Forleden advarede sikkerhedstjenesten mod stadig mere omfattende russisk spionage i Sverige. Nu spreder russiske medier misinformation om det, jeg sagde i min tale i Sälen, skrev Ulf Kristersson på Facebook.
/ritzau/TT
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie