Svensk parti kræver undskyldning efter SVT tog afstand
Sverigedemokraternas partileder, Jimmie Åkesson, efter tv-debatten fredag aften. Foto: TT News Agency/Reuters
TT News Agency/Reuters
Lørdag skal Sverigedemokraterna og SVT mødes og diskutere tv-stationens afstandtagen fra partiets udtalelse.
Det svenske parti Sverigedemokraterna og tv-stationen SVT skal lørdag mødes, efter at SVT fredag aften tog afstand fra en udtalelse fra Sverigedemokraternas partileder, Jimmie Åkesson.
Det skete umiddelbart efter en tv-debat.
På et møde, der vil blive afholdt lørdag formiddag klokken 11, vil Sverigedemokraterna uddybe sin kritik af tv-stationens afstandtagen.
Sverigedemokraternas pressechef, Henrik Vinge, fortæller, at han skal mødes med Eva Landahl, der er ansvarlig for SVT's valgdækning.
- Det var hende, som besluttede at tage afstand fra vores integrationspolitik. Jeg vil fremlægge dette som en skandale, og vores krav er, at der kommer en hurtig og tydelig undskyldning, skriver Vinge på Twitter.
Eva Landahl fra SVT har tidligere udtalt, at tv-kanalen har ansvar for at tage afstand fra den ifølge hende generaliserende udtalelse fra en politiker.
Det var i tv-debatten fredag aften, som var den afsluttende partilederrunde inden det svenske valg søndag, at udtalelsen fra Sverigedemokraterna faldt.
Her kom partileder Jimmie Åkesson i en heftig debat med Centerpartiets partileder, Annie Lööf, Miljöpartiets leder, Isabella Lövin, og Liberalernas leder, Jan Björklund.
I et indlæg sagde Jimmie Åkesson om indvandrere, at "de passer ikke ind i Sverige".
- Hvordan er det, du udtrykker dig, råbte Annie Lööf vredt, mens hun slog i sit podium.
Efter debatten, der var arrangeret af SVT, tog tv-værten Martina Nord afstand fra ordene:
- Vi skal begynde med at sige, at Jimmie Åkessons udtalelse var groft generaliserende, og SVT tager afstand fra den, sagde værten.
Flere iagttagere kalder SVT's afstandtagen for bemærkelsesværdig.
- Det fremstår desuden ikke som nødvendigt, så at sige. Han fik jo hug i studiet af de andre, siger journalist og forfatter Nils Funcke, der har skrevet bøger om ytringsfrihed, til SVT Nyheter.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie