Svenske socialdemokrater vil af med leder

Allerede inden et bestyrelsesmøde hos de svenske Socialdemokraterna torsdag krævede flere partiafdelinger, at partiets formand, Håkan Juholt, skal afsættes, og hans politiske fremtid synes mere end usikker.

Samtidig ville flere indflydelsesrige bestyrelsesmedlemmer inden mødet ikke længere sige, om de fortsat støtter ham som partiformand.

Håkan Juholt, der blev valgt til formand for mindre end et år siden, er kommet i uføre, efter at han har sjusket med sine afregninger for kørselsgodtgørelse til Riksdagen og efter, at han er kommet på kant med store dele af fagbevægelsen, fordi han ikke vil gå med til at hæve understøttelsen til arbejdsløse.

Under mødet torsdag har flere bestyrelsesmedlemmer sagt, at Juholt ikke længere har deres tillid, og at han bør gå af. Det skriver aviserne Expressen og Dagens Industri.

Samtidig har formanden for svensk LO, Wanja Lundby-Wedin, sagt, at hun kræver en forklaring på forlydender om, at Juholt stik imod løfter til fagbevægelse har opgivet at hæve understøttelse til arbejdsløse, hvis partiet kommer til magten.

Selv siger Juholt, at han er sikker på, at han stadig har stor støtte blandt partiets medlemmer, og at han ikke har planer om at træde tilbage.

Socialdemokraterna fik et usselt valg i 2010, hvor partiet gik tilbage. Efter nederlaget trak Mona Sahlin sig som formand. Men Socialdemokraterna har under Juholts ledelse fortsat tilbagegangen, og partiet har nu kun støtte fra omkring en fjerdel af de svenske vælgere.

Bestyrelsesmødet fortsætter fredag, men en afgørelse om Juholts fremtid kan komme allerede torsdag aften eller fredag morgen.

/ritzau/TT

De svenske socialdemokraters leder Håkan Juholts politiske liv hænger i en tyndt tråd. Mange vil af med ham.

Offentliggjort Sidst opdateret