Sverige vil sende op til ti Leopard 2-kampvogne til Ukraine
Ukraine modtog fredag de første Leopard 2-kampvogne fra Polen. (Arkivfoto). Foto: Wojtek Radwanski/Ritzau Scanpix
Op mod ti svenske Leopard 2-kampvogne samt luftværnssystemer er på vej til Ukraine, oplyser regering.
Sverige melder sig ind i koret af lande, der vil sende kampvogne til Ukraine.
Fredag oplyser den svenske regering, at man er klar til at sende op til ti Leopard 2-kampvogne til det krigshærgede land.
Det skriver det svenske nyhedsbureau TT samt flere internationale nyhedsbureauer.
Svenskerne står samtidig klar med luftværnssystemer til ukrainerne, der fredag - på etårsdagen for krigens udbrud - modtog den første levering af fire Leopard 2-kampvogne fra Polen.
- Det handler om, hvad Ukraine har behov for, og hvad de prioriterer højst, og det handler om, hvad man som land har og råder over, siger Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, ifølge TT.
- På Tysklands initiativ har vi besluttet at levere Leopard 2-kampvogne til Ukraine.
Polen har lovet at sende i alt 14 af de avancerede kampvogne til Ukraine for at styrke Ukraines position i krigen mod Rusland. Polakkerne har desuden planer om at sende andre typer kampvogne til Ukraine.
Også Tyskland vil sende 14 Leopard 2-kampvogne. Flere andre lande har ligeledes givet udtryk for, at de vil støtte Ukraine ved at sende de avancerede kampvogne til landet.
Der er også Leopard 1-kampvogne på vej til Ukraine. Blandt andet fra Danmark. Det er en ældre og mindre avanceret model.
På et pressemøde fredag siger den svenske forsvarsminister Pål Jonson ifølge Reuters, at krigen i Ukraine er inde i en intensiv fase, og at Sverige vil gøre alt for at sende militærhjælpen hurtigst muligt.
Da Leopard-kampvognene produceres i Tyskland, har det været nødvendigt med en tysk godkendelse, før andre lande kunne sende dem til Ukraine. Den godkendelse kom i slutningen af januar.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie