Syrien tilslutter sig traktat mod kemiske våben
Syrien er torsdag blevet fuldgyldigt medlem af den internationale aftale, som forbyder kemiske våben.
Det siger den syriske FN-ambassadør få timer efter, at FN havde modtaget de relevante papirer fra Syrien, og netop som den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, drøfter Syrien-konflikten med sin russiske kollega, Sergej Lavrov, på et hotel i Geneve.
Syrien er det 190. land, der tilslutter sig aftalen fra 1997, som forbyder produktion, oplagring og brug af kemiske våben, og pålægger medlemslande at destruere disse våben.
- Rent juridisk er Syrien fra i dag fuldgyldigt medlem af traktaten, siger landets FN-ambassadør Bashar Ja'afari til journalister i FN-hovedkvarteret i New York efter at have afleveret de relevante dokumenter til FN.
Traktatens formelle navn er "Konventionen om forbud mod udvikling, produktion, oplagring og brug af kemiske våben, og om deres ødelæggelse", og Syrien har hidtil været et blandt blot syv lande i verden, som ikke havde tilsluttet sig konventionen.
Med sit kursskifte prøver det syriske styre i Damaskus at afværge et militærangreb fra amerikansk side.
Ifølge Forsvarskommandoen er der tale om den første multinationale nedrustningsaftale, der sigter efter helt at eliminere en samlet våbenkategori.
Syriens præsident, Bashar al-Assad, sagde tidligere torsdag til russisk tv, at han er klar til at lade landets lagre af kemiske våben kontrollere af det internationale samfund.
Men han tilføjede, at oplysninger om de kemiske lagre først vil blive givet en måned efter, at Syrien har underskrevet traktaten mod kemiske våben.
USA anklager Syrien for at have gennemført et angreb med kemiske våben i sidste måned mod en forstad til Damaskus, som ifølge den amerikanske regering kostede over 1400 mennesker livet.
USA har truet med at gennemføre et begrænset militært angreb på Syrien, men har indvilliget i at give diplomatiet en chance til.
En talskvinde fra det amerikanske udenrigsministerium siger torsdag aften, at en syrisk ansøgning om traktattilslutning ikke skal være "erstatning" for handling, det vil sige at destruere de kemiske våben.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie