Tusinder af tilhængere af Irans oppositionsleder, Mir Hossein Mousavi, samledes onsdag i Teherans gader og råbte slagord som "Død over Ddktatorerne". De regeringsfjendtlige protester kom samtidig med, at myndighederne havde arrangeret en stor demonstration i anledning af 30-års-dagen for besættelsen af USA's ambassade i Teheran.
Ifølge øjenvidner kom det til sammenstød mellem sikkerhedspoliti og Mousavi-tilhængerne. Der blev brugt tåregas og adskillige demonstranter blev anholdt, oplyser flere nyhedsbureauer.
Myndighederne havde forinden advaret oppositionen mod at benytte 4. november til at gennemføre demonstrationer mod Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad.
Tusinder af iranerne samledes sideløbende onsdag til en antiamerikansk demonstration foran USA's tidligere ambassade i Teheran.
"Død over Amerika" og "Død over Israel", lød råbene fra de mange demonstranter. Mange af dem var blevet kørt til hovedstaden i busser, antageligt stillet til rådighed af myndighederne.
Den daværende ambassade blev stormet af studenter den 4. november 1979, og 53 amerikanere blev holdt som gidsler i 444 dage.
Øjenvidner siger, at sikkerhedsstyrker i stort tal onsdag var udkommanderet i det centrale Teheran for at tage regeringsfjendtlige demonstrationer i opløbet.
Teheran var i juni skueplads for de værste regeringsfjendtlige demonstrationer i årevis i kølvandet på det præsidentvalg, der førte til genvalget af Mahmoud Ahmadinejad.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie