Tåregassen flyder inden afstemning i Athen
En stor demonstration uden for parlamentet i den græske hovedstad, Athen, udviklede sig onsdag aften voldeligt.
Det skete få timer før, at de græske parlamentarikere ventes at stemme om en dybt upopulær sparepakke, der vil betyde lavere lønninger og pensioner samt højere skatter.
Over 70.000 mennesker var mødt frem for at vise deres modstand mod de nye besparelser.
Demonstrationen, der havde selskab af et stort antal kampklædte politibetjente, forløb fredeligt i de første to timer.
Men da politifolk anvendte tåregas for at sprede en gruppe på omkring 300 demonstranter, svarede flere af demonstranterne igen ved at kaste benzinbomber mod betjentene.
20 personer er anholdt, siger en kilde i politiet.
Indenfor i parlamentet var de 300 politikere samlet for at diskutere den upopulære sparepakke, men debatten blev afbrudt, da finansminister Yannis Stournaras bekendtgjorde, at lønnedgangen også vil gælde parlamentets medlemmer og ansatte.
Det fik mange til at true med omgående at slutte sig til de tusinder af græske strejkende, der med deres 48 timer lange arbejdsnedlæggelse har lammet store dele af Grækenland.
Stournaras trak siden forslaget tilbage og banede dermed vej for, at parlamentet kan stemme om sparepakken. Det ventes at ske sent onsdag aften eller natten til torsdag.
Hvis pakken ikke vedtages og implementeres, vil Grækenland ikke få udbetalt næste portion af kriselånet fra EU, Den Internationale Valutafond (IMF) og Den Europæiske Centralbank (ECB).
I så fald risikerer den græske regering, at statskassen er tom den 16. november.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie