To er dræbt og en tredje er såret efter et israelsk luftangreb i det nordlige Gaza. Det skriver det franske nyhedsbureau AFP.
Angrebet skete i et område øst for byen Beit Hanoun, siger en talsmand for de palæstinensiske sikkerhedsstyrker.
- Vi har fundet en martyr og to andre sårede efter luftangrebet fra besættelsesmagten i Beit Hanoun, siger talsmand Adham Abu Selmiya til AFP og tilføjer, at den såredes tilstand er kritisk.
Militærlæger er i øjeblikket i gang med at finkæmme området for at søge efter flere ofre for angrebet.
En talsmand fra den israelske hær siger, at målet var en gruppe terrorister, der forsøgte at placere sprængstoffer i nærheden af sikkerhedshegnet.
Sprængstofferne eksploderede, da gruppen kom under beskydning.
- Den israelske hær vil ikke tolerere nogen forsøg på at skade civile eller israelske soldater, hedder det i en erklæring fra den israelske hær, som avisen Haaretz har modtaget.
Den israelske hær oplyser, at der sidste år var 30 lignende episoder.
Der har været forholdsvis fredeligt i området i de sidste tre uger med få raketangreb på det sydlige Israel og relativt få gengældelsesangreb.
I sidste måned blev otte indbyggere i Gaza dræbt i en serie af israelske luftangreb.
Det sidste dødelige angreb skete den 30. december, da israelske kampfly dræbte en palæstinenser tæt på Gaza City.
Onsdagens angreb er det første i år.
I december sidste år løslod Israel 550 palæstinensiske fanger som led i aftalen med den radikale palæstinensiske gruppe Hamas, der i oktober løslod den israelske soldat Gilad Shalit. Hamas havde holdt soldaten fanget i over fem år.
Israels del af aftalen var løsladelsen af over 1000 palæstinensiske fanger. 477 af dem blev løsladt i oktober sidste år.
/ritzau/AFP/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie