Trump-minister fjerner pensioneret forsvarschefs vagthold
Mark Milley kan efter ny Pentagon-udmelding ende med at blive degraderet, på trods af at han er pensioneret fra stillingen som forsvarschef. Foto: Evelyn Hockstein/Reuters
Den tidligere amerikanske forsvarschef menes at være i risiko for hævn fra Iran. Nu får han fjernet vagthold.
Den tidligere amerikanske forsvarschef Mark Milley får frataget både sit vagthold og sin sikkerhedsgodkendelse.
Det oplyser USA's forsvarsministerium onsdag ifølge AFP.
Donald Trumps netop tiltrådte forsvarsminister, Pete Hegseth, informerede Milley om beslutningen, fremgår det af en meddelelse.
Den tidligere forsvarschef menes at være i risiko for hævn fra Iran, da han stod i spidsen for det amerikanske militær, da den iranske general Qassem Soleimani blev dræbt i et amerikansk droneangreb i 2020.
Mark Milley har flere gange været genstand for Trumps vrede.
Donald Trump har blandt andet sagt, at Mark Milley bør retsforfølges for forræderi.
Det skyldes, at Milley ringede til sit kinesiske modstykke i kølvandet på stormen mod Kongressen 6. januar 2021 for at forsikre om, at USA var "stabilt" og ikke ville angribe Kina. Det var i de sidste dage af Trumps første præsidentperiode.
Mens Trump mente, at der var tale om forræderi, omtalte Milley det som et rutinemæssigt opkald, der var en del af arbejdet som forsvarschef.
Forsvarschefen er gået på pension som firestjernet general.
Men det amerikanske forsvarsministerium meddeler, at det vil gennemgå hans militære rang, hvilket kan føre til en degradering på trods af hans pension.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie